EXIT af Palle Schmidt
EXIT af Palle Schmidt

EXIT af Palle Schmidt

11.04.22
Nogle bøger læser nærmest sig selv. Det er tilfældet med serien om Hauge af Palle Schmidt, hvor bind fire, EXIT, netop er udkommet.

Hovedpersonen er den kriminelle Hauge. Vi har fulgt ham, siden han blev løsladt fra fængslet i "De efterladte" og sendt til Nordjylland af rocker-overhovedet Bjarke for at undersøge nevøens død.

Selvom Hauge hjalp Bjarke i første bind, har han hele tiden holdt sig ude af rockerverdenen. Men omstændighederne har ændret sig, og i "EXIT" er Hauge blevet prospect i Broderskabet under præsidenten Kian, efter at Jimmy er blevet indlagt for sine skader i bind tre. Hauge arbejder for et vagtselskab med forgreninger til Broderskabet, mens han ved siden af indkasserer gæld for klubben. Trods sin oprindelige modvilje mod at underordne sig andre, forsøger han nu at leve op til Broderskabets motto: “Love, Loyalty and Respect”.

Så forsvinder en lastbil fra Holland med varer for en værdi af 10 millioner på vej gennem Tyskland. Er det politiet, der har opdaget transporten, eller er det andre kriminelle, der har stjålet sendingen? Snart går rygterne, at det er en udstødt broder ved navn Lennox, der står bag, og Hauge får til opgave at finde ham og likvidere ham.

Det er dog nemmere sagt end gjort. Lennox har været forsvundet i to år, og ingen ved tilsyneladende noget. Men Hauge borer sig ind i sagen med hjælp fra Marcello, der ligeledes arbejder for Broderskabet. Deres jagt på Lennox fører dem langt omkring i den kriminelle underverden og til udlandet, og undervejs opdager Hauge hemmeligheder, der sætter hans tiltro til Broderskabet på prøve.

Jeg er virkelig begejstret for serien om Hauge, der er drønspændende og utroligt underholdende. Palle Schmidt skriver, så historien nærmest udspiller sig som en film for læserens indre øje. Tempoet er højt og med masser af action. Samtidig er det tydeligt, at der ligger et stort researcharbejde bag. Denne gang kommer vi helt ind i rockermiljøet og dets hierarki, og det er interessant at se, hvad der får unge mænd til at tilslutte sig bandemiljøet. Og så får Hauges jagt på Lennox ham til at reflektere over sit eget liv, og over de små ting, der kan få afgørende betydning for ens livsbane.

Materialer