Evighedsbørnene af Beate Grimsrud

Evighedsbørnene af Beate Grimsrud

09.11.16
Siri er 42 år og indlagt på psykiatrisk hospital på grund af en indbildt graviditet.

Siri har rejst rundt i hele verden, og ved hjemkomsten er hun ensom og ønsker sig et barn. Hun ejer en genbrugsbutik, og ved udskrivelsen fra hospitalet bilder hun kunderne ind, at hun har været ude at rejse igen. Siri har en god veninde Louise, som også er hendes kæreste. Louise er amerikaner, shopaholic og cutter og har dermed mindst lige så mange psykiske dæmoner at kæmpe med som Siri.

Ikke langt fra Siri bor André sammen med sin kat Kassandra. André er anæstisisygeplejerske, og passer sit arbejde på sygehuset hver dag. Han er ensom og forsøger at opbygge et venskab med fotografen Tomas, som også er ansat på sygehuset. Tomas er autist og afvigelser fra hverdagens rutiner er et problem.

Romanen er et portræt af disse fire mennesker, som alle kæmper med hverdagen og sociale relationer. De bor i nærheden af hinanden i bydelen Södermalm i Stockholm, men mødes kun sporadisk i forbindelse med Siris genbrugsbutik. Det er Siri og André som er hovedpersonerne i romanen, og hele vejen igennem håber man som læser at de to vil møde hinanden og finde sammen i et venskab eller endnu bedre et kæresteforhold. Jeg synes at slutningen er åben, og måske sker det? Læs selv.

Beate Grimsrud er norsk og har tidligere udgivet ”At smyge forbi en økse” og ”En dåre fri”, som handler om forfatterens sygdom skizofreni. Norge og Sverige nominerede romanen til Nordisk Råds Litteraturpris.

Materialer