Intro til David Vann, Horsens Bibliotek

Et stykke med liv: Om David Vanns forfatterskab

Amerikanske David Vanns bøger sitrer af dybe impulser skrevet frem i enkle fortællinger om mennesker og natur, godt og ondt. Det handler om skæbner, skydevåben og selvmord.

Efter sigende havde den amerikanske short story mester og minimalist, Raymond Carver, en seddel med et vigtigt budskab foran sig på en opslagstavle, når han skrev. På sedlen stod ordene: ”No tricks.” Og selv om man måske godt kan argumentere for, at der er flere ligheder mellem Raymond Carver og David Vann, så er det Carvers dogme, man kommer til at tænke på, når man læser Vanns nøgne og upyntede fortællinger.

At lytte ved en halvt åben dør
Hos David Vann er der virkelig ingen tricks, kun ord der står alene, og ofte i handlinger som er relativt simple. Det er altså ikke fortællinger, som forgriber sig på litterære virkemidler. Til gengæld kan man sidde med en fornemmelse af, at være dumpet lukt ned i fortællingen, som om man sidder og lytter ved en halvt åben dør.

INTERVIEW: David Vann om hvad der gør en god bog

Det sker fordi sprogtonen er så ligetil, men også fordi det virkelig spændende ved Vanns fortællinger er undersøgelsen af dynamikkerne, der opstår imellem fortællingernes personer. Her kan vi typisk nikke genkendende til nogle af de reaktioner, følelser og handlemønstre som ligger i pauserne, i tøven, i tavshed eller i måden ting siges og gøres på. Vann er en mester i det udsagte og antydningens kunst. Der er så mange ting, vi læsere må gætte os til, at vi må investere vores egne erfaringer, for at fylde hullerne ud.

Bøger man kan spejle sig i
Selv om temaerne i de fleste bøger har voldsomme sider, så er det på den måde bøger, man kan spejle sig i. Det er som om, man får mere ud af dem, jo mere man investerer sig selv. Vi bliver ikke taget i hånden, vi får ikke at vide hvad vi skal tænke, føle, mene. I stedet får vi en fornemmelse af et ubearbejdet kig ned i en anden verden, et stykke med liv, der også prikker til en voyeuristisk lyst hos læseren – for eksempel i Jord (2012), hvor det mildt sagt komplicerede forhold mellem en mor og hendes søn bliver tydeligere i alt det de ikke siger og gør.

Det bor i blodet
Når Vann på denne underspillede måde kaster lys over de dybeste impulser, får de karakter af naturgivne logikker. Vi tænker, at det er umuligt at undgå, at visse relationer udvikler sig i en bestemt retning. Samtidig tænker vi, at alt det der ligger ovenpå de impulser - vores kulturelle normer -, det er utøj, der jo alligevel ikke forhindrer, at impulserne stiger op til overfladen og forandrer alt. Det bor i blodet.

Måske er det derfor, at Vann i romanen Goat Mountain (2013) lader ordet ’atavistisk’ optræde fem eller seks gange på centrale steder. Ordet kommer af det latinske ’atavus’, som betyder forfader. Det er et ord for at en egenskab, der fandtes hos en slægtning flere generationer tilbage, dukker op igen.

I Goat Mountain giver denne betydning særlig god mening, eftersom en af fortællingens hovedpersoner er af indiansk afstamning, og han synes at handle efter en logik, der på den ene side ikke umiddelbart lader sig forstå af et moderne, vestligt menneske, mens den på den anden side synes at være naturgiven og uundgåelig. Måske især givet omstændighederne som i høj grad er naturen.

Naturen giver Vanns personer et ydre pres, som også kan registreres på de indre linjer. Det får personerne til at ytre sig præcist og på de mest subtile måder – enten med sprog eller handling. Det kommer i særlig grad til syne i romanen Caribou Island (2011), hvor to af bogens hovedpersoner er ved at bygge en hytte på en ø, mens snestorm, kulde og vinter trænger ind over dem – såvel i fysisk forstand som i deres relation.


Bøger der ikke ligner ret meget andet…
David Vanns bøger gør et særligt indtryk. Ikke på grund af de stærke, grumme og tydelige historier, ikke fordi de er velskrevne og heller ikke fordi de på helt unik vis formår at vise os hvad der gemmer sig af mindre pæne intentioner i os. Vann kan og gør alle de tre ting; han skriver stærke historier, han skriver godt og han dissekerer menneskers psykologi så man chokeres over præcisionen. Men når han gør de tre ting, så gør han det på en unik måde, der gør, at hans bøger ikke ligner ret meget andet.

VIDEO: David Vann om at skrive mellem virkelighed og fiktion

… men måske McCarthy
Det er simpelthen befriende at læse noget, som ikke hele tiden minder om en anden forfatters historie, sprogtone, plot eller måde at skrive på. Men når han er blevet sammenlignet med for eksempel Cormac McCarthy, som skrev den dystopiske The Road (2006) - de fleste husker nok bedst John Hillcoats filmatisering med Viggo Mortensen fra 2009 -, så giver det trods alt god mening: Der er et fællesskab omkring det blodige og brutale, forfaldet og omkring fremskrivningen af naturen og den rolle den spiller i fortællingerne samt i trådene tilbage til tidlig amerikansk historie. For eksempel det indianske blod, som faktisk løber i Vanns årer og spiller en stor rolle i både hans egen Goat Mountain og i McCarthys Blood Meridian.

LÆS MERE: Besøg David Vanns hjemmeside

Et andet sprog
Der er altså noget nyt her. Det er ikke feel-good-bøger, det er ikke 'tåreperser-med-katharsis-effekt', det er ikke spændingslitteratur med page-turner-plot, men bøger om du og jeg og alt det ubehagelige, der gemmer sig i mennesket. Det er bøger, der konfronterer og søger, mere end de fremstiller og dikterer. At læse Vann er som at sidde med en fornemmelse af, at der bag alle ordene, mellem linjerne, er et andet sprog, og der skal herfra lyde en kraftig anbefaling.

 

 

Goat mountain (2013)
Fortælleren Tom er 11 år gammel, og han oplever, at hans dræberinstinkt pludselig vækkes til live, da han en dag i 1978 er på jagt med sin far, farfar og én af faderes venner. Ét skud sætter en kædereaktion i gang og intet bliver som før.

Jord (2012)
På alle måder en beskidt historie om et bizart forhold mellem en mor og hendes søn, Galen, der er på jagt efter et højere bevidsthedsstadie. Han forstyrres af en seksuelt udfordrende kusine og bogen rummer en stærk og uforglemmelig scene - som involverer jord.

Caribou Island (2011)
Isnende beskrivelse af et parforhold og en familie i langsom opløsning. Det er endnu et eksempel på, at vi læsere ser mere end bogens hovedpersoner. Flere scener på øen, hvor Gary vil bygge sig tilbage til naturen, er uafrystelige.

Fortælling om et selvmord (2008)
Vanns skønlitterære debut er et semi-selvbiografisk projekt om skæbner, skydevåben og selvmord i Alaska. Bogen består af flere fortællinger og virker måske derfor ikke helt så barsk som Vanns andre bøger.

Materialer
David Vann: Fortælling om et selvmord
Reservér
  • Bog

Fortælling om et selvmord

Af David Vann (2012)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Caribou Island

Af David Vann (2011)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Jord

Af David Vann (2014)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Goat Mountain : roman

Af David Vann (2015)
Læs mere