Et liv i almindelighed af Bent Vinn Nielsen

05.11.14
95-årige Skat Enevoldsen sidder og fortæller historier fra sit lange liv til James D. Møller, som er en af plejehjemmets besøgsvenner.

95-årige Skat Enevoldsen sidder og fortæller historier fra sit lange liv til James D. Møller, som er en af plejehjemmets besøgsvenner. Møller har en båndoptager med, så Enevoldsens fortælling kan gemmes for eftertiden.

Enevoldsen er uddannet skrædder, sådan en lidt lapset type, som ved en tilfældighed ender med at leve det meste af sit liv som landmand på Falster. Han er på vej til København med toget men gør ophold på kroen, hvor han møder Edith, som han gifter sig med. Edith er enearving til en lille gård, og det bliver så Enevoldsens lod at arbejde som landmand. Han er ikke særlig engageret i det, ja han bryder sig vel nærmest ikke om det, men alligevel formår han at drive gården så det løber rundt. Sammen med Edith får han 3 døtre og én søn.

 Enevoldsens fortællinger er som puslespilsbrikker, og mod slutningen af bogen sidder man som læser med et portræt at en enevældig (ja heraf sikkert navnet) patriark, som har masser af hårde kritiske ord om andre mennesker.  Han er en ærekær mandschauvenist, som kommer med sårende bemærkninger til andre mennesker.  F.eks er han hele tiden efter James D. Møller, besøgsvennen, som han fortæller hele historien til, : ”Du ligner et skib” siger han til Møller, som har en uklædelig lys vindjakke på.  Jeg har ladet mig fortælle at Bent Vinn Nielsen her fortæller historien om sin egen morfar, og jeg er sørme lige ved at tro, at James D. Møller kunne være Bent Vinn Nielsen "himself".

Til slut i romanen får også James D. Møller og Pia Svendsen, den sygeplejerske med den store røv, som Enevoldsen er blevet "fan af”, også stemmer – så det ikke er ren Enevoldsens-monolog. Jeg er også blevet ”fan af” Bent Vinn Nielsen, og er denne titel ikke inden for rækkevidde, så kan jeg også på det varmeste anbefale ”En skidt knægt” og  ”Godheden selv”.

Materialer