Forside til bogen "Enken" af Fiona Barton

Enken af Fiona Barton

06.08.17
Hvor godt kender du nogensinde et andet menneske?

I 2006 forsvinder den 2-årige Bella, sporløst fra familiens have. Moren Dawn har ladet hende være alene derude, mens hun ordnede et par småting, og da hun igen ser efter Bella, er hun væk. Politiet sætter alle kræfter ind på sagen, men sporene er mere end sparsomme.

Indtil et tilfælde fører dem til Glen Taylor. En tidligere bankmand som nu arbejder som chauffør – og, som dagen da Bella forsvandt, havde et ærinde i området. Men Glen er stålsat i sin forklaring om sin uskyld, og ved hans side står hustruen Jean loyalt og støttende. For selvfølgelig kan hendes Glen ikke finde på sådan noget.

I fire år kører sagen om Bellas bortførelse med Glen Taylor som mistænkt, og så omkommer Glen i en ulykke. Politiet håber, at Jean nu endelig vil tale. For hun må da vide, om hendes mand er morder?

”Enken” er Fiona Bartons debutroman, og det er virkelig en blændende debut. Barton er selv journalist, og hun fortæller i forordet, hvordan hun altid har været fascineret af, hvordan de pårørende til anklagede/dømte forbrydere forholder sig til hinanden bag lukkede døre. Det undersøger hun her, og det er der kommet en vellykket psykologisk thriller ud af.

Romanen er opdelt i kapitler, der dels springer i tid og sted, og dels fortælles fra forskellige vinkler, f.eks. Enken, Journalisten, Kriminalinspektøren og Moderen. På den måde lader Barton oplysningerne sive til læseren, som får en fornemmelse af, hvad der foregår. Men først til allersidst samles alle trådene, og sandheden kommer frem. Opbygningen er lykkes rigtigt godt, og selvom ”Enken” ikke er en sindsoprivende pageturner, så er atmosfæren i romanen yderst intens. Spændingen opbygges stille og roligt af de små afsløringer, der drypper frem undervejs, og som læser sad jeg fanget til sidste side var vendt.

Jeg kan næsten ikke komme med nok superlativer for denne debut, som både er velskrevet, spændende og giver et fascinerende indblik i den menneskelige psyke. Fiona Barton er på vej med sin næste bog ”Hemmeligheder”, der udkommer til september. Indtil da kan jeg kun anbefale at læse ”Enken”, hvis du holder af underspillede psykologiske thrillers.

(oprindeligt anmeldt til Gyseren.dk)

Materialer