En lykkelig slutning af Maren Uthaug

”Jeg kondolerer”, siger eller skriver vi til en afdøds nærmeste pårørende. Hvad betyder det, og hvorfor er døden en så fjern og ubeskrevet del af vores liv?

Maren Uthaug deltog i 7 begravelser inden for det samme år, og i et interview til Kristeligt Dagblad fortæller hun, at det fik hende til at tænke over hvorfor vi har de begravelsesritualer, som vi bruger i dag. ”En lykkelig slutning” er på én gang både danmarkshistorie og en slægtshistorie fra 1800-tallet til nutiden. Romanen kan også læses som en velresearchet ”Begravelsesritualernes historie”. Forfatteren har været ”føl” hos en københavnsk bedemand gennem længere tid, og har der fået indgående kendskab til faget og arbejdet.

Bedemandsfamiliens historie fører os igennem Københavns uhumske gader i 1800-tallet, koleraepidemier og den spanske syge. Vi hører om ”bydemandens” besøg, om at dække spejlene til og åbne vinduerne så sjælen kan flyve frit. Vi hører om de broderede ligklæder og hvorfor man spredte hørfrø på graven og bandt tæerne sammen. Angsten for gengangeri og anden overtro i forbindelse med døden var udbredt.

I romanen fortæller Maren Uthaug historien om en bedemandsfamilie gennem 7 generationer. Romanens gennemgående nutidige hovedperson er Nicolas, som har arvet en blomstrende bedemandsforretning. Desværre går det op for ham allerede som 14-årig at berøring med kold hud giver ham forbudte sitrende følelser. Som i ”Hvor der er fugle” skriver Maren Uthaug humoristisk og modigt om svære emner som incest og her i”En lykkelig slutning” om nekrofili. 

Slægtens bedemænd før Nicolas hed alle Christian. Flere af disse forfædre var ret sære, og Maren Uthaug viger ikke tilbage for spøgelseshistorier. Hun fortæller historien om Christian 3, som kunne se og tale med de døde, om perversioner og galskab. Maren Uthaug er en unik stemme i dansk litteratur, fordi hun uden tøven og helt naturligt blander magisk realisme ind i det nordiske mørke.