En dåre fri af Beate Grimsrud
Hvordan føles og opleves det at være skizofren? Det kan være rigtig svært at forstå for os almindelige mennesker. Beate Grimsruds roman "En dåre fri" hjælper læseren et skridt på vej til en bedre forståelse.
Beate Grimsrud er en både kendt og anerkendt forfatter, som er født og opvokset i Norge. "En dåre fri" er en roman som ligger tæt på forfatterens eget liv, og hovedpersonen Eli har mange fællestræk med forfatteren. Siden den tidlige barndom har Eli haft flere "stemmer" inde i sit hoved. Det er alle drengestemmer, som gerne vil diskutere og overtage styringen. Den første stemme som "besatte" Elis hjerne var Espen Askeladden, en eventyrfigur og teaterfigur, som Eli gerne ville spille i en skolekomedie da hun var 7 år gammel. Så kom Emil, Erik og Prins Eugen til. Erik er den mest problematiske af stemmerne, for han opfordrer altid til vold og ulykker.
Eli er en intelligent drenge-pige, som kæmper med stærk ordblindhed og et ret dårligt syn. Hun er dygtig til sport, og særlig fodbold og skiløb har hendes interesse. Hun vokser op i en frodig, varm og rodet kunstnerfamilie, hvor det er OK at være anderledes. På trods af ordblindhed er Eli stærkt tiltrukket af at arbejde med sproget, og digter og fortæller historier i lange baner. Hun søger ind på en forfatterhøjskole i Sverige, og hun bosætter derefter i Sverige resten af sit liv. Beate Grimsrud blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris af både Norge og Sverige for denne roman, men hun vandt ikke. Det gjorde Gyrðir Elíasson med romanen "Mellem træerne". Alligevel synes jeg det siger noget vigtigt om tyngden og kvaliteten i "En dåre fri".
Elis skizofrene liv bliver en lang kamp med og mod stemmerne. Hun ryger ind og ud af psykiatrisk afdeling, og er konstant voldsomt medicineret for at holde dæmonerne fra døren. Der er i romanen nogle meget voldsomme beskrivelser af volden, smerten og tvangsfikseringerne. Alligevel mærker jeg ikke vrede mod personalet i Grimsruds beretning.
Jeg har lyttet mig igennem romanen som på dansk er oplæst af Vibeke Løngren Karlsen. Hun har en fin, blid og følsom stemme som passer meget godt til indholdet. Min eneste anke mod oplæsningen er, at oplæseren udtaler "lægge" som "ligge" langt de fleste steder. "Hun ligger sig på sengen" - udtaler Vibeke Løngren Karlsen. Jeg er sikker på at der i teksten står "lægger", men det er nok et udtryk for, at ordet "lægge" er helt på vej ud af det danske sprog.
Materialer