Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

En bette pjosker

01.03.21
Kan 'en bette pjosker' være god læsning? Bestemt! Vibeke Johansen causerer over nogle af sine bedste læseoplevelser med 'bette pjoskere'.

En bette pjosker

Ordene var Per Højholts, og de var lagt i munden på Gitte, der fortæller veninden Susanne om avisen Information. 'Gittes Monologer' udkom i 1984 og bestod af en række digte, der vendte op og ned på den offentlige samfunds- og kulturdebat. Fed satire var det med stor underholdningsværdi, især når forfatteren selv rejste landet tyndt med et formidabelt show. Jeg husker en stjernestund på Horsens Bibliotek for længe, længe siden.

Per Højholt døde i 2004 og mit gæt er, at monologerne er gået i glemmebogen. Det er en skam.

Et langt tilløb til en helt anden historie, for præcis som størrelsen på avisen Information sat over for de store landsdækkende, kunne man jo fremføre at på samme måde er det med bøger. Det er indholdet, der tæller.

I det seneste års tid har jeg haft de allerfineste læseoplevelser med nogle ”bette pjoskere” for at blive i Højholt-terminologien. 'Det gule tapet', som med sine 52 små sider giver et lige så stærkt indtryk af kvinders depression og sindssyge og ikke mindst behandlingen af samme, som Amalie Skrams berømte romaner. Bøgerne er skrevet i og om en anden tid, men jeg er sikker på, at litteraturen giver et sandfærdigt billede af samtidens forhold, hvad sindet og kvinders stilling angik. At komme i hænderne på velmenende læger kunne ikke anbefales, selv ikke hvis man var gift med en sådan.

'Det gule tapet' er netop udgivet for første gang i Danmark, og forfatteren regnes for en af de helt store feminister. Charlotte Perkins Gilman blev født i 1860 og novellen er fra 1892. Den omtales på bagsiden som en gotisk historie og minder på flere måder om Shirley Jacksons roman/gotiske gyser 'The Haunting of Hill House', som udkom mere end 60 år senere.

Forlaget Korridor har gennem nogen tid udgivet flere japanske og kinesiske Novellaer. En novella er længere end en novelle, men altså kortere end en roman. Lige til en togtur fra Horsens til København, men så kan man altså også nå at orientere sig i nyhederne eller snakke lidt med sidemanden.

Jeg var meget glad for at læse 'Uendelig lidelse', som er skrevet af den kinesiske forfatter Sun Pin. Vi følger ung kvindes kamp for at optimere livsomstændighederne for sig selv og sin kæreste. Pengene er små og boligforholdene usle, men hun forsøger og ender i stor ydmygelse.

Det gør lidt ondt at læse. Men det må det også gerne.

Lidt ondt gør det også at læse kortromanen 'Pigen der fortalte film' skrevet af Hernán Rivera Letelier. I en chilenske mineby er der stor fattigdom men megen livslyst, så da man ikke har råd til at alle kan gå i biografen sender man den 10-årige María Margarita. Hun er en glimrende historiefortæller, så hun genfortæller filmenes handling til stor glæde for alle forsamlede.

Romanen er en hyldest til de gode historier, til samvær og fællesskab. En lille, stor bog til (Corona-) tiden.

Det begynder og ender med Højholt.

I en af de andre monologer er Gitte og hendes mand Preben på biblioteket. Der er meget, der undrer Gitte med de biblioteker, men de kommer da hjem med en krimi og et bind af Danmarks Kirker, og Preben bliver så optaget af at læse, at han glemmer sin film i fjernsynet. ”Uh, det’ oss’ det ski’ læsen” sir han så og Gitte beder ham om at gå ud og sætte vand over til kaffe.

Verden er heldigvis fuld af gode historier.

Artiklen er skrevet af bibliotekar Vibeke Johansen.