Forside til bogen "En anden gren"

En anden gren af Jesper Wung Sung

25.07.18
En roman om det svære liv mellem kinesisk og dansk kultur.

Forfatterens oldefar San Wung Sung ankom som 19-årig fra Kina til København i året 1902. Sammen med en flok af sine landsmænd blev udstillet i Tivoli. Ingeborg, forfatterens oldemor og jævnaldrende med San, besøger udstillingen, som er et tilløbsstykke for de københavnske borgere. Selv om de ikke kan tale sammen, opstår der god kontakt mellem San og Ingeborg, og det udvikler sig til forelskelse og kærlighed.

De to unge går et vanskeligt liv i møde. Ingeborgs familie slår hånden af hende da hun vælger at flytte sammen med San. Hun mister sit arbejde i bagerbutikken, og det er vanskeligt for det unge par at få arbejde. San vil gerne åbne en restaurant, men bliver hele tiden nægtet at få de nødvendige tilladelser fra myndighederne. Han holder godt fast i sin kinesiske kultur. Han bevarer sin hårpisk, selv om den ofte giver anledning til vold og hån.

Vi følger parrets liv i København, i Frederikshavn og i Berlin. Børnene udsættes også for drillerier og mobning, ja faktisk dør et af børnene efter et racistisk overfald.

Det er en rørende slægtshistorie, som aldrig bliver sentimental. Den er ordrig og giver et meget fint tidsbillede af København. En roman om det svære liv mellem to kulturer; men kærligheden mellem San og Ingeborg kan ikke knuses.

Romanen blev præmieret med De Gyldne Laurbær 2018.

Materialer