Forside på Jennifer Weiners roman Elsker elsker ikke

Elsker, elsker ikke af Jennifer Weiner

22.07.19
Tænksom og underholdende chick lit fra forfatteren til ”I dine sko”.

Rachel og Andy møder hinanden første gang, da de er 8 år. Rachel er indlagt på hospitalet med en medfødt hjertelidelse, mens Andy er faldet og har brækket sin arm. Mødet bliver en trøst for begge børn, men snart dukker Andys mor op, og han forsvinder ud af Rachels liv.

8 år senere er Rachel kommet sig over sine hjerteproblemer, og med en baggrund i den øvre middelklasse ligger fremtiden stort set fast for hende: færdiggøre high school, dannelsesrejse i Europa, universitet og giftes med en mand fra samme sociale klasse.

Andy derimod er søn af en enlig hvid mor, og en sort far der døde, da Andy var ganske lille. Pengene er små, og Andy er tæt på at komme i problemer som ung dreng. Heldigvis har han et talent for at løbe, og håber det kan være hans billet ud af fattigdommen.

De mødes tilfældigt igen, og trods deres meget forskellige baggrunde udvikler der sig hurtigt varme følelser mellem dem. Men kan man bygge en fremtid på en ungdomsforelskelse?

”Elsker, elsker ikke” af Jennifer Weiner er tænksom chick lit og god underholdning. Vi følger Rachel og Andy gennem 30 år, mens de på skift fortæller deres historie. Weiner tegner et fint og loyalt portræt af sine hovedpersoner på godt og ondt, og giver samtidig et billede af et USA med store sociale forskelle og de muligheder (og mangel på samme), det giver.

Et godt valg til hængekøjen, hvis du er til hjertevarm og velfortalt chick lit.

Tags
Materialer