Efterforskerne af Bent Isager-Nielsen

Efterforskerne af Bent Isager-Nielsen

24.04.15
Et spændende indblik i politiets arbejde som samtidig giver et forståeligt og interessant billede af retssystemet i Danmark

Bent Isager-Nielsen er en meget dedikeret politimand, og i sin nye bog ”Efterforskerne” fortæller han om det tætte samarbejde politiet har med bl.a. retsmedicinere og retsantropologer ved at tage udgangspunkt i en bestemt sag: ”Sagen om det brændende lig”.

Vi hører om det store arbejde, der går i gang, når en drabssag indledes. Hvordan politiet følger hvert et spor og den mindste ledetråd, og hvordan det alligevel nogen gange ender med, at en sag ikke føres for retten, fordi anklageren – trods politiets indsats – ikke finder det muligt at løfte bevisbyrden mod den anklagede.

Bent Isager-Nielsen tager afstikkere til andre sager og lader også retsmediciner hans Petter Hougen og retsantropolog Niels Lynnerup fortælle om deres professioner. Det er uhyre interessant, og man kan ikke undgå at blive grebet af den passion, der driver disse mænd. De arbejder hver dag med nogen af de mest grusomme forbrydelser, der begås i Danmark, og alligevel bevarer de troen på det gode i mennesket og trangen til at gøre deres allerbedste for at få forbryderne bag lås og slå.

Bogen er et spændende indblik i politiets arbejde og giver et forståeligt og interessant billede af retssystemet i Danmark. Man får afkræftet mange af de myter, som amerikanske tv-serier kaster i hovedet på os hver dag, og får i stedet en forståelse af hvor stort et arbejde mange mennesker hver dag ligger i, at gøre hverdagen tryggere for os alle.

Materialer