Forside: Dristig som en mand

Dristig som en mand - Renna Hauchs kvindeoprør

30.01.20
Lone Krogsholm fortæller i "Dristig som en mand" om den kompromisløse Renna Hauch, der færdedes i det kulturelle miljø omkring blandt andre Oehlenschläger, HC Andersen, BS Ingemann og senere Georg Brandes.

Jeg får ikke altid læst så mange biografier, som jeg har lyst til, men på det sidste er det alligevel blevet til et par stykker. Blandt andet faldt jeg over Renna Hauchs (1811-1896) biografi, der sobert fortæller om en kvinde, der ikke lod sig begrænse af sit køn.

Renna blev gift som 17-årig med den 22 år ældre professor Carsten Hauch. Selvom parret fik otte børn, lod Renna sig ikke nøje med den gængse rolle som hustru og mor. Hun ønskede sig et samfund, hvor individet ikke blev begrænset af køn eller social position, og var medlem både af Dansk Kvindesamfund og Socialdemokratiet. 

"Dristig som en mand" fortæller historien en anderledes kvinde, der sikkert ikke altid har været lige let at omgås med sine stærke holdninger. Lone Krogsholm har researchet omfattende og tegner et spændende portræt af en kompromisløs kvinde. I en tid hvor kvinder ingen rolle spillede i offentligheden, slog hun et slag for individets frihed. Hendes døtre blev ikke tvunget til at bære korsetter, og de blev opfordret til at danne deres egen mening i lige så høj grad som sønnerne gjorde. Renna var heller ikke selv bange for at fortælle sin mening, så selvom hun måske ikke i eftertiden er så kendt, så øvede hun stor indflydelse på datidens kultur-elite.

Et facinerende indblik i en stærk kvindes kamp for at være sig selv.

Materialer