Dødens afdansningsbal og forsvunden venlighed

16.09.21
Lida Wengel fortæller om den nyindkøbte skønlitteratur, og i denne uge handler det bl.a. om Dødens afdansningsbal og forsvunden venlighed i en lille svensk by.

Lyt til ugens podcast her (eksternt link)

"Venligheden" af John Ajvide Lindqvist

En rædselsvækkende gul container vender op og ned på livet i en lille svensk by. Venlighed erstattes af ondskab og byens indbyggere vender sig imod hinanden. 

Siw bor med sin datter Alva i den lille svenske by Norrtälje. Siden hun var barn har Siw haft "Hørsler"; lydindtryk fra katastrofer eller dødsfald, der er sket eller kommer til at ske. Max bor i samme by som Siw. Hans evne er synsbaseret og omhandler altid voldsomme dødsfald i fremtiden. Da en gul container læsses af på byens havneplads aktiveres både Max og Siws evner. Udover 28 halvt opløste lig indeholder containeren nemlig noget ondt, en komprimeret og ultimativ rædsel, der ændrer deres hverdag, deres venner og livet omkring dem.

Velskrevet og voldsom, rørende, tankevækkende og sjov. På trods af sit dystre udgangspunkt er det på mange måder en svensk feel-good roman, der fint beskriver menneskehedens gensidige afhængighed og vores allesammens behov for venlighed og selskab
Forfatteren har tidligere udgivet fire romaner på dansk, der alle kredser omkring det almenmenneskelige og det overnaturlige. Denne er ikke så blodig som de foregående og vil have en bredere appel. Det aparte persongalleri og deres fine indbyrdes relationer minder om Fredrik Backman fx "Folk med angst". Den overnaturlige del er stærkt inspireret af Stephen Kings universer.

"Læg verden bag jer" af Rumaan Alam 

Gribende pageturner om ægteparret, Clay og Amanda, som sammen med deres teenagebørn tager på ferie langt fra alfarvej. Men idyllen smuldrer den aften et fremmed og mystisk par banker på døren.

Clay og Amanda har været gift i 16 år, og er på vej på ferie, en sommerdag, med deres to børn Archie og Rose. De lever et helt almindeligt liv med småskænderier, ægteskabstræthed, stressende arbejdsliv og besværlige teenagere. Ferien til Long Island er tiltrængt og alt lover idyl i det afsidesliggende, smukke hvide murstenshus. Clay og Amanda har ikke fortalt nogen om, hvor de skulle hen på ferie for ikke at blive forstyrret, men pludselig en aften i feriehuset, banker det på døren. Et midaldrende par står udenfor døren og hævder, at det er deres hus og at der er sket et omfattende strømnedbrud på østkysten. Men hvem er det mystiske par udenfor døren og kan de stole på dem?

Romanen kan i fortællestilen, og med samme følsomhed og sårbarhed, minde om romanen "Jeg lader dig gå" af Clare Mackintosh

"Dødedans" af Oscar K. 

Historien forløber over en aften, hvor Døden afholder afdansningsbal for suicidale på det lokale afholdshotel. En række personer, der nærer et kraftigt dødsønske, tager til afdansningsbal på det lokale afholdshotel. Det er ingen ringere end selveste Døden, der er vært for ballet. Her får de deres ønske om at dø opfyldt, hvis de bydes op til dans af de skeletter, Dødens hjælpere, der deltager i ballet. Dem der ikke bliver budt op til dans, alle bænkevarmerne, må gå hjem med uforrettet sag, uden at få deres dødsønske opfyldt. Det hele foreviges af Herman, pølsemandens søn, der har stået i lære hos en fotohandler langt væk, indtil han søgte hjem, fordi han savnede Alma i tobaksforretningen. Teksten ledsages af en række illustrationer af Dorte Karrebæk. 

"Intet at skjule" af Sinus Reuss

En samling af 10 noveller, som alle omhandler private aktørers overvågning af mennesker og overvågningens påvirkning af vores liv og adfærd. Novellerne har titler som "Folkets domstol", "Fake News" og "Hold Danmark rent". I novellen "Folkets Domstol" står hovedpersonens navn fx pludselig står på en lækket liste over pædofile. Bogen indledes med en introduktion til Panoptikon. Sinus Reuss er uddannet indenfor datalogi, og dette er hans debutudgivelse.

Bogen tager de fodaftryk, som vi mennesker sætter på nettet, til debat. Alle vores klik, likes og kommentarer som opfanges af private aktører. Bogens titel leger med den gængse opfattelse, at vi intet har at skjule. Men i disse noveller er der ofte uhyggelige, uforudsete og ganske reelle konsekvenser ved overvågningen. 
 

Materialer