Døden kører Audi af Kristian Bang Foss

Døden kører Audi af Kristian Bang Foss

07.11.14
Et skævt, kritisk og morsomt blik på velfærdsdanmark,

Asger mister - på grund af dovenskab og udygtighed -  både kæreste og arbejde i 2008, hvor den økonomiske krise sætter ind. Det bliver startskuddet til en lynhurtig rutchetur ned ad den sociale rangstige, og som sidste udvej må Asger tage et job som handicaphjælper.

Waldemar er en meget syg yngre mand som har været en god "kunde" hos Borgerservice hele sit liv. Faktisk var Waldemars mor "ansat" af Kommunen for at passe Waldemar da han var lille, og det er derfor den naturligste ting i verden for Waldemar at søge kommunen om penge til en rejse. Rejsens mål og formål er et - forhåbentlig helbredende -  besøg hos en Healer i Marokko. Det lykkes ikke rigtigt at hive flere penge ud af Kommunen, men en fond stillede straks et beløb til rådighed, efter at den handicappede Waldemar optrådte i Godmorgen Danmark.

Resten af romanen er en fantastisk road-movie-bog, hvor Asger og Waldemar kører ned gennem Europa i et folkvognsrugbrød med døden i hælene. Døden, som kører Audi. Det er en herlig humoristisk roman, som får mig til at tænke på Gustav Wieds Tummelumsen men også vores noget yngre danske Mads Nygaards roman "Den gamle mand med trækvognen".

Et skævt, kritisk og morsomt blik på velfærdsdanmark, - og så formår Kristian Bang Foss at producere billeder, som brænder sig ind på nethinden. Romanen er nomineret til DRs romanpris 2013.

Materialer