Dinosaurer, skilsmisse og masser af fantasy

08.11.21
Bibliotekar Marianne Bjergø fortæller om de nyindkøbte børne- og ungdomsbøger på bibliotekets hylder. I denne uge bydes der på dinosaurer, skilsmisse og masser af fantasy

Lyt til ugens podcast her (eksternt link)

Når ulve hersker af Leigh Bardugo

Dette er andet og afsluttende bind i serien ”King of Scars” om den unge kong Nikolai, som stadig kæmper mod dæmonen, som besatte ham i bd 1 ”Den besatte konge”. Fjenden rykker nærmere kongeriget og kongen må finde en vej til at bruge styrke fra dæmonen, som kan bruges i kampe mod fjenden. Hærfører Zoya er stadig Nikolai en tro støtte og hun har nu fået en særlig evne, som hun både skal lære at acceptere og håndtere for at hjælpe kongen. Imens er historiens tredje hovedperson Nina i gang med at infiltrere hovedstaden og komme kongen til undsætning inden, det er for sent. 

Nikolai, Zoya og Nina har virkelig udfordringer med at bekæmpe både ydre og indre fjender, som truer med at nedbryde deres helbred og forstand. Begge bind i serien er fantastisk og velskrevet fantasy, som formår, at fange læseren ind i dette magiske univers Grishaverse. 

For 12-16 årige og voksne fantasy-læsere

Blodbadet i Baria af Lars Bøgeholt Pedersen og Jacob Oliver Krarup

Mathua er munk og medlem af Calamusordenen. Han har tidligere været kriger. Under et møde med nogle andre munke, bliver Calamusmunkene angrebet og Mathua overlever som den eneste. Han bliver efterfølgende beskyldt for mordene. Gadedrengen Atos lever af at stjæle og kommer i besiddelse af en ubetydeligt udseende bog, der er væsentligt vigtigere end den ser ud til. Medea er købmandsdatter og sejler med sin fars flodbåd. De 3 personers skæbne vikles ind i hinanden og bliver afgørende for landets skæbne.

De to forfatterne Lars Bøgeholt Pedersen og Jacob Oliver Krarup tidligere skrevet Julemandens tvilling sammen. Også her er de to kommet med en flot start på en ny fantasyserie – flot beskrevet middelalderligt univers med mange personer og detaljer.

For fantasylæsere fra ca 10 år.

Verdenen Nedenunder af Kasper Lapp

I kongeriget Mytopia er Kong Kalos død under en jagtulykke og inden længe skal hans søn Vikto krones som landets nye konge. Vikto føler sig usikker og er ikke sikker på, at han er klar til at blive kronet som konge. Mythopia er et svævende kongerige og sammen med sin tvillingebror Malos tager Vikto ud til kanten for at lege. På mystisk vis falder Vikto ud over kanten og ned i Verdenen Nedenunder. Han overlever, men befinder sig nu i en ny verden befolket af mystiske væsener og hvor naturen og dyrene kan tale – i denne verden betragtes mennesker som: ”mindst ti meter høje og går omkring med økser og fælder uskyldige træer”.

Finurlig og anderledes fantasyfortælling, som kan minde om Paul Stewards "Hvad dysterskoven gemte”. Fra 10 år.

Fødselsdagsønsket der blev stjålet af Sophie Souid

Hvordan får man sit største fødselsdagsønske opfyldt? Pigen Charlie ønsker sig hverken rulleskøjter eller legetøj til sin fødselsdag. Hun ønsker sig allermest noget, som resten af familien ikke er indstillet på – nemlig at hendes forældre vil finde sammen igen og derved undgå skilsmisse. På Charlies 7-års fødselsdag “stjæler" fætter Carl hendes ønske ved at puste lysene ud på lagkagen og derfor må Charlie prøve andre muligheder for ”held” for at få sit ønske opfyldt. Kan en firkløver eller en mågeklat mon hjælpe?

En rigtig fin oplæsningsbog om skilsmisse og hvordan det er, at skulle vænne sig til en ny hverdag. Bogen er illustreret af Anne Louise Laugesen. For 5-8 årige

Den store bog om dinosaurer af Angela Wilkes og Darren Naish

Jeg kan ikke blive træt af dinosaurerbøger – på forsiden af denne vælter en frygtindgydende, metallicfarvet Tyrannosaurus Rex ud og den skal nok tiltrække interesserede dino fans. Bogen er fyldt med flotte billeder og sjove og informative faktabokse, der giver et godt overblik over de forskellige dinosaurarter og deres kendetegn. Der er 21 kapitler med overskrifter som fx Spor fra fortiden, Mægtige kødædere, Tykskaller og horn, Flyveøgler og meget mere. Så er du dinosaurfan, vil denne lækre bog vil være et hit.

 

Materialer