Det tredje hus af Irene Manteufel

Det tredje hus af Irene Manteufel

14.02.22
Vellykket krimidebut

Johanne Fryd er freelance journalist, men har en plan om at hendes nye projekt – en podcast om haunted houses – skal skaffe hende et fast job på redaktionen hos Media City. I forbindelse med sin research kommer hun på sporet af et haunted house kun for særligt inviterede. Det lykkes hende at få en rundvisning på stedet, som viser sig at være mere end almindeligt grænseoverskridende.

Mens Johanne graver sig dybere og dybere ind i miljøet, opdager hun en forbindelse til nogle unge hjemløse. Og så finder politiet et halshugget lig af en ung mand. Hvem er han? Og har han forbindelse til Johannes research?

Jeg var vældig underholdt af "Det tredje hus", som både er spændende og velfortalt. Det er første gang, jeg har læst en krimi, som udspiller sig i det danske horrormiljø, og det er lykkes godt. 

Det var også interessant at følge Johannes proces med at lave sin podcast for mediehuset. Både i forhold til hendes research om haunted houses og deres historie, men også omkring overvejelserne af brugen af lyd. Endelig kommer vi også tæt på arbejdsgangen i et stort mediehus, og jeg må indrømme, at jeg næsten synes, at arbejdsmiljøet der var ligeså skræmmende som et haunted house.

Researchen er på plads, og det er med til at gøre historien troværdig. En solid baggrund betyder at plottet godt må tage nogle lidt vildere twists ind i mellem, for grundlæggende er fortællingen plausibel. Det synes jeg er tilfældet med "Det tredje hus". Her sker grufulde ting, og Johanne kommer ud på dybt vand, men historien holder.

Materialer