Det glæder Nina sig til i 2021

07.01.21
Læseklubberne Torsdagsklubben og DR-læseklubberne har været og er hårdt ramt af corona-nedlukningen. Jeg håber vi når at mødes lidt senere på vinteren.

Særligt glæder jeg mig til en snak med DR-klubberne om Anne Lise Marstrand-Jørgensens store roman ”Margrete 1”, som er en af de nominerede til DR-romanprisen 2021. I romanen følger vi Margrete gennem barndom og ungdom, gennem familielivet og som magtfuld regent for hele Norden. I et lyrisk og sanseligt sprog fortæller Anne Lise Marstrand-Jørgensen danmarkshistorie, så tiden både kan føles, mærkes og forstås. Vi bliver klogere på tidens værdier og tanker, og vi får tegnet et portræt af en kvinde som ikke blot var en barsk og dygtig strateg, hun var også en mor med stærke følelser. Jeg glæder mig rigtig meget til snakken i læseklubberne.

Du kender sikker udtrykket ”Big brother is watching you”, og tænker på snakken om øget overvågning i samfundet. Ordene stammer fra George Orwells ikoniske science fiction roman ”1984”, som udkom helt tilbage i 1949. Denne klassiker glæder jeg mig rigtig meget til at genlæse, og den er netop blevet genudgivet i en ny oversættelse. I Torsdagsklubben, som er en åben læseklub for alle voksne, mødes vi torsdag den 15. april kl 17-18 og her snakker vi om romanen. 

Jeg glæder mig også rigtig meget til at læse 2. del af Karin Smirnoffs trilogi ”Vi tog op med mor”. 1. del hedder ”Jeg tog ned til bror”. Den handler om Jana og hendes tvillingebror, som er vokset op på en lille gård i Nordsverige. Det er en forfærdelig barndom fyldt med vold, incest, mord og angst. Ved romanens begyndelse har Jana besluttet at rejse hjem til barndomsgården for redde sin bror ud af alkoholens stramme greb. Til allersidst i romanen får vi en helt uventet positiv afslutning, som bærer frem mod de næste 2 bind i serien. Bind 2 er netop udkommet på dansk, og jeg GLÆDER mig til at læse den fortsatte fortælling om Jana. 
 

Materialer