Det glæder Louise sig til at læse i 2021

11.01.21
Her kan du se hvad Louise glæder sig til at læse i 2021.

I sommeren 2020 købte jeg mig en bog og det er ellers ikke så tit jeg gør det, da jeg låner langt de fleste bøger på biblioteket. Ikke desto mindre sker det en gang imellem, at jeg er så glad for nogle bøger, at jeg MÅ eje dem. Bogen jeg købte var Forestillinger af støv 2 - Det hemmelige samfund af Philip Pullman. Bogen er forhistorien til serien Det gyldne kompas, som foregår i et parallelunivers til vores verden og er en af de allerbedste serier jeg nogensinde har læst. Mit hoved var dog fyldt af hjemmearbejde og corona og jeg fik aldrig læst bogen, men nu ligger den klar til en forhåbentlig dejlig vinterferie.

Til min overraskelse havde jeg overset, at bind 7 i Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway. Den fik jeg fluks reserveret, for allerede i starten af marts kommer 8. del i serien med titlen Kvinden i blåt og den skal jeg da være klar til at læse. Det skønne ved serien om Ruth Galloway er, at selvom den ind imellem kan være ret så uhyggelig, er det også bare en skøn engelsk hyggekrimiserie, som man sluger råt.

Den tredje bog, som jeg glæder mg til at læse, er en bog, jeg håber og krydser fingre for skal udkomme i 2021, nemlig 3. del i den danske fantasyserie Rosenholmtrilogien af Gry Kappel Jensen. En serie med masser af magi, romantik og lidt gys – alt det som en god ungdomsfantasy efter min mening skal indeholde. Jeg kunne se på Instagram forfatteren skal i gang med at redigere bogen, så måske med lidt held får jeg lov at læse den i 2021. 
 

Materialer