Det glæder Jette H. sig til

Det glæder Jette sig til

12.01.21
Der udkommer mange spændende bøger i 2021. Læs her hvad Jette glæder sig til.

”Blod ved daggry” af Palle Schmidt

Palle Schmidt er kendt som tegneserie-tegner. Han har udgivet flere roste albums i krimi noir genren, ligesom han har skrevet flere ungdomsromaner. Men siden 2016 har han også udgivet krimier, og jeg er særlig glad for hans serie om den voldsdømte Hauge, der er vant til at være på den forkerte side af loven, men pludselig er den, der skal opklare forbrydelserne.

Første bog i serien om Hauge udkom i 2018 med titlen ”De efterladte”. Sidste år udkom så bind to: ”Ulv blandt ulve”, og den 1. februar i år udkommer ”Blod ved daggry”, som jeg glæder mig rigtig meget til at læse. Ikke mindst fordi jeg har haft fornøjelsen af at læse et tidligt udkast af romanen, og derfor ved at den bliver god.

”Døden mellem linjerne” af Elly Griffiths

En anden forfatter, jeg ikke kan få nok af, er Elly Griffiths. Hendes serie om arkæologen Ruth Galloway er skønne hygge-krimier, hvor halvdelen af fornøjelsen er det spændende landskab og de vidunderlige karakterer samt ikke mindst den altid grundige research i de historiske emner, Ruth udgraver.

Men nu kommer der en helt anden krimi fra Elly Griffiths. Den 11. juli udkommer ”Døden mellem linjerne” på Gads forlag, og her introduceres vi for et nyt univers. Clare Cassidy er underviser i litteratur og skriver på en bog om den gotiske roman og forfatteren R.M. Hollands skrækhistorier, så hun er vant til mord. I hvert fald i teorien. Men da en af hendes kollegaer bliver fundet død, forenes teori og virkelighed på grusomste vis.

Det bliver da bare så godt.

”Fuglereden” af Shirley Jackson

En af verdens bedste gysere er Shirley Jacksons roman ”The Haunting of Hill House” fra 1959. Alligevel blev den først udgivet på dansk, da Forlaget Alhambra oversatte den i 2019. Jeg har både læst originalen og den danske oversættelse, som er helt i top.

Og Alhambra er heldigvis fortsat med at udgive Shirley Jackson. Udover ”Mørket i Hill House” (som er den danske titel) er også udkommet ”Vi har altid boet på slottet”, og nu kommer så ”Fuglereden”. ”Fuglereden” handler om den unge kvinde, Elizabeth Richmond, som efter flere mærkelige episoder, begynder at gå hos en psykiater. Dr. Wright opdager snart, at Elizabeth tilsyneladende har flere forskellige personligheder, og at en magtkamp mellem disse er startet.

Jeg synes, det lyder rigtig spændende og glæder mig også til denne.

For at det hele ikke skal handle om bøger, så vil jeg til sidst nævne et par film, jeg ser frem til i 2021.

”Proxima”

Science fiction filmen ”Proxima” kan snart både lånes på biblioteket og streames via Filmstriben. ”Proxima” er instrueret af Alice Winocour og har Eva Green og Matt Dillon i rollerne som astronauterne Sarah og Mike.

Sarah er enlig mor til en 7-årig datter, men hun drømmer også om at blive en del af et internationalt hold af Mars-astronauter, der skal på en et år lang mission. Men Mike, som er missionens kaptajn, bryder sig ikke om tanken om at have en kvinde om bord, da han mener, at hendes svagere fysik vil udgøre en sikkerhedsrisiko.

Her er ikke tale om tjubang science fiction. I stedet undersøger ”Proxima” Sarahs umulige kamp mellem ambition og omsorg, og minder på den led om Netflix-serien ”Away” med Hilary Swank, der også har stort fokus på de følelsesmæssige konsekvenser ved at efterlade sin familie, når en astronaut rejser ud.

”Retfærdighedens ryttere”

Sidste titel på min liste er ”Retfærdighedens ryttere” instrueret af Anders Thomas Jensen. ”Retfærdighedens ryttere” har flere af skuespillerne fra ”Blinkende lygter” (som er en af de film, jeg har set flest gange) på rollelisten, og anmelderne har rost den i høje toner. Jeg nåede desværre ikke at se den i biografen, før COVID-19 lukkede samfundet ned i efteråret, men jeg skal helt sikkert se den, når det bliver muligt.

Materialer