Det blå lys af Stig Dalager

Det blå lys af Stig Dalager

07.11.14
"Det blå lys" er en biografisk roman om Madame Curie, den polskefødte dobbelte Nobelprismodtager.

Sammen med sin mand Pierre Curie fik Madame Curie nobelprisen i fysik og senere efter mandens død fik hun selv nobelprisen i kemi – det var i 1911. Hun var en foregangskvinde på mange områder, - den første kvindelige professor ved Sorbonne universitetet i Paris. I de fleste lande kunne kvinder slet ikke få lov til at uddanne sig på et universitet.

Der er skrevet mange biografier om Marie Curie, og så kan jo godt undre sig over Stig Dalagers projekt, og tænke har vi ikke hørt den historie før? – Nej det har vi ikke. I hvert fald ikke fortalt på denne måde. Stig Dalager skriver på én gang objektivt, nøgternt og nærværende.

Romanbiografien er bygget helt kronologisk op uden sjove tidshop eller indskudte sidehistorier. Marie blev født i 1867 i Polen og voksede op i en intellektuel og politisk engageret familie. Polen var besat af russerne, og det prægede familien også økonomisk. Vi følger hendes liv med videnskaben og lidenskab, kærlighed, børn og sorg.

Stig Dalager tegner et portræt af et retskaffent menneske, en ret sky kvinde med en meget høj moral og et usædvanlig uselvisk væsen. Hun sparede ikke sig selv, og under første verdenskrig påtog hun sig en helt særlig opgave.

Arbejdsforholdene i ægteparrets forfærdeligt kolde og usle laboratorium, hvor de arbejdede med udvindingen af grundstofferne Polonium og Radon har været ødelæggende for Maries helbred. Den både farlige og helbredende radioaktivitet, som hun ikke beskyttede sig imod gør hende syg, og hun dør i 1934  - 67 år gammel.

Materialer