En bunke bøger
Foto: pixabay

Det bedste vi læste i maj

06.06.24
Hvad læste biblioteksfolket i sidste måned?

Tiden går, og vejret skifter, men én ting forbliver den samme: der bliver læst bøger. Nogle er gode, men andre er … mindre gode; men her skal det naturligvis handle om de læseoplevelser, der er blevet siddende i læserne, for som sædvanlig har jeg spurgt, hvad der var det bedste, biblioteksfolket læste i maj. Og her er svarene.

Jette læste: endnu en rørende roman fra en velkendt forfatter
Anna læste: om tvillinger, en kostskole og magi
Thomas læste: om skak
Anne Kathrine læste: en tankevækkende thriller om AI
Janus læste: en blanding af "Fluernes herre" og "Gallerkrigene"
Maria læste: om betonhjerter, facader og ulykkelige børneskæbner

Klapsejler

Jette læste: endnu en rørende roman fra en velkendt forfatter

Jeg har læst Vibeke Marx roman ”Klapsejler”, som udspiller sig i tiden omkring 2. verdenskrig.

Romanen fortælles i tre spor.

Bine Ukrudt bor i bunden af Lammefjorden i området de lokale kalder Elendigheden. Bine er meget arbejdsom, og med slid og hårdt arbejde får hun skabt et hjem, mens manden Orla, der er lidt af en plattenslager, stort set altid er på farten for at tjene nemme penge. En dag står der en ung pige foran Bines dør. Bine kender sine urter, og Orla har sendt pigen til hende, så hun kan få en abort. Modvilligt hjælper Bine, men snart følger flere piger.

Sigrid er en af de unge piger, der er blevet sendt hen til Bine af sin familie. Hun har dog ikke tænkt sig at abortere barnet og prøver at overtale Bine til at hjælpe hende, uden at Orla eller pigens familie får nys om det.

Leander vokser op med sin plejemor i Den Gule By, som de lokale kalder Statshospitalet Nykøbing Sjælland. Han er en stille dreng, som har det svært med det sociale, men blandt patienterne finder han tryghed.

Vibeke Marx har et særligt blik for samfundets udsatte, som hun skildrer med empati og værdighed. Her er ingen sødladne lette løsninger, når livet er barsk. Alligevel er der ofte, nærmest på trods, en vilje til håb. Som når Bine glæder sig over de ’unyttige’ blomster, hun har plantet, blot fordi de er smukke at se på.

”Klapsejler” er en roman om mennesker og relationer som omverdenen på forhånd fordømmer. Om betydningen af de svigt der former os, uanset om de var bevidste eller ej. Og om kærlighed på tværs af sociale normer og forventninger.

Endnu en fin og rørende roman fra Vibeke Marx.

Skyggehøj nr 1

Anna læste: om tvillinger, en kostskole og magi

Skyggehøj-serien af Nicole Boyle Rødtnes

Hovedpersonen og hendes tvilling får tilbudt en plads på en eftertragtet kostskole, men det er, som om der foregår noget mystisk på skolen. Lyder det som 1.000 andre fantasyromaner for børn og unge? Ja, det gør det – men det bliver leveret virkelig godt!

Hovedpersonen er dejligt gnaven og utilnærmelig. Og der er mange mysterier og sære ting, som man ikke bare lige får svaret på – vi er nogle, som venter på en 3’er!!! (Har hørt fra Nicole Boyle Rødtnes, at hun arbejder på sagen)

Sproget er let, handlingsorienteret og historien kommer hurtigt i gang: Det er genialt til børn, som ikke er stor-læsende, men som alligevel gerne vil have en fed historie. Der er nemlig alt for mange af de gode fantasyfortællinger til børn, som fylder 500 tætskrevne sider. Men det var også en god historie for mig, og det er Nicole Boyle Rødtnes’ superkræft, at hun kan skrive fængende historier på få ord.

Dronning til H6

Thomas læste: om skak

I løbet af den første halvdel i 2024 er der kommet tre glimrende skakbøger. Først var det andet bind i Jan Løfbergs omfangsrige bogproduktion om Danmarks gennem tiderne bedste skakspiller, Bent Larsen. Bent Larsen blev i halvfjerdserne omtalt som verdens bedste turneringsspiller, og bogen rummer alle partier fra årene, hvor Larsen gjorde kom tæt på en VM-match. Her er skak for alle pengene.

Dernæst kom Morten Runges "Dronning til h6". Morten er skakkorrespondent for DR, hvorfra han formidler skakken, når der sker noget kontroversielt i skakverdenen. I "Dronning til h6" går han historisk til værks - og der giver både nogle gode historier og et lille indblik i skakken, når den er allermest genial.

Sidst men ikke mindst er der Peter og Sofie Dürrfelds omnipotente bog: "Skak". Sidstnævnte er så ny, at den endnu ikke står på bibliotekets hylder. Til gengæld er den værd at vente på. Den indeholder nemlig det hele - fra regelsæt og åbningsvarianter, slutspils-fif og historisk viden om et spil, som i det stille formår at stille sig på mange af historiens tinder.

 

Jeg er Henry

Anne Kathrine læste: en tankevækkende thriller om AI

Jeg har i maj læst "Jeg er… Henry", der handler om Lydia på 17, som er vildt god til programmering. Hun har sammen med sin far arbejdet på en AI i weekender og ferier, indtil den dag hvor hele familien kører galt, og Lydias lillebror Henry bliver dræbt. Efter ulykken forlader faren familien, og Lydia er nu overladt til sin deprimerede mor – men hun har stadig AI’en, som hun koder færdig og døber Henry (allerede her forudser man som læser, at Lydia er i gang med at danne et meget stærkt bånd til AI-Henry, som kompensation for den familie, hun har mistet).

Oven i alt dette bliver Lydia mobbet i skolen, og derfor bliver AI-Henry ofte en redning, når Lydia får skubbet sig selv op i et hjørne. Den kan nemlig så let som ingenting hacke sig ind i alle systemer og sørger for at ramme alle, der er den mindste smule uretfærdige mod Lydia. Men på et tidspunkt bliver den også lidt for overbeskyttende, og Lydia må gøre op med sig selv, hvilke relationer der er vigtigst: de mennesker, hun har i sit liv, eller den kunstige intelligens, hun selv har skabt.

"Jeg er… Henry" er en både medrivende og tankevækkende YA-thriller om moral og værdien af relationer – og så tegner den et billede af, hvor let man kan blive fanget ind af kunstige intelligens’ evne til at spejle og anerkende følelser på godt og ondt.  

Matara

Janus læste: en blanding af "Fluernes herre" og "Gallerkrigene"

Jeg læste rigtigt mange gode gode ting i maj - men nok den mest specielle var finske Matias Riikonens "Matara"; den føles, som om forfatteren er vokset op på en blanding af naturhåndbøger og "Gallerkrigene". Til den blanding har han tilsat "Fluernes herre", og ud af det er kommet "Matara".

Det er historien om en sommerkoloni, hvor børnene i løbet af dagene er overladt til sig selv og over flere år har opbygget deres egen verden i skoven, baseret på Romerriget: senatorerne går i togaer og diskuterer i højstemt sprog, mens militæret laver øvelser og forbereder sig på krig mod de andre børns samfund omkring dem. Riikonen har et skarpt øje for naturen omkring dem, samtidig med at han forlener børnenes samfund med en dyb alvor og en selvhøjtidelighed, der nogle gange får læseren til at glemme, at der er tale om børn.

"Matara" er en bog, der er helt sin egen. Men det er en oplevelse at blive inviteret indenfor.

 

Betonhjerter

Maria læste: om betonhjerter, facader og ulykkelige børneskæbner

I maj måned har jeg lyttet til smagsprøver af det litterære overflødighedshorn LiteratureXchange, der løber af stablen i Århus den 19.-23. juni 2024. Jeg har kastet mig over tre nordiske forfattere, som man alle kan møde ved arrangementet: Sara Rahmeh (DK),  Marie Aubert (N) og Karin Smirnoff (S).

"Betonhjerter" (2023) af Sara Rahmeh er en coming-of-age roman om livet på blokken på Københavns vestegn. Fortælleren Yasmin portrætterer stedets beboere på en kærlig og let humoristisk måde, men bogen får et mere trist og alvorligt anstrøg, når snakken falder på krigen i Syrien og de mistede familiemedlemmer. Bogen er løseligt baseret på Sara Rahmehs egen opvækst, og det, at lydbogen er indtalt af forfatteren selv, bidrager med et autentisk pust.

I romanen "Jeg er egentlig ikke sådan" (2023) skildrer Marie Aubert de facader, vi alle gemmer os bag en gang imellem. Med bogens kapitelskift følger skiftet i fortæller. Der veksles mellem fire familiemedlemmer: Linnea, den kommende konfirmand, der ikke deler sin mors interesse i konfirmationen, men derimod bekymrer sig mere om et forlist venskab. Hanne, Linneas faster, der er vendt tilbage til barndomsbyen i anledning af konfirmationen, og som kæmper mod fortidens spøgelser, fra dengang hun var kendt som den overvægtige pige. Linneas far, Bård, der anstrenger sig for ikke at blive afsløret i sit utroskab, og bedstefaderen Nils, der bare ønsker, at alle har det godt. Omdrejningspunktet i fortællingen ligger i de forventninger, man har til sig selv og andre, og hvad der sker, når de ikke bliver imødekommet.

Med Karin Smirnoffs "Elefantsymfonien" (2023) bliver det hele straks en del mere dystert. Bogen er fortalt fra det musikalske vidunderbarn Agnes’ synsvinkel, og måske derfor går der lidt tid, før man som læser opdager, at den begejstrede private musiklærer er interesseret i mere end blot sine elevers musikalske talenter. En hjerteskærende fortælling om omsorgssvigt og misbrug af nogle børn, der må finde trøst i musikken og hinanden.

 

Materialer