Deporteret til Sibirien af Silvi Teesalu

Deporteret til Sibirien af Silvi Teesalu

13.11.14
Hjerteskærende biografi om estiske Senta, der deporteres til Sibirien sammen med sine børn

Senta voksede op i Estland på øen Saaremaa. Hun havde en helt almindelig barndom med skole, leg og kærlighed, og som 18-årig tog hun til Talinn for at få en uddannelse. Her mødte hun den charmerende Heldur, som hun bliver gift med, og bliver mor for hans tre børn. Kort efter får de endnu et barn, datteren Ursula, men kun en måned efter fødslen banker det en tidlig morgen på døren. NKVD er kommet for at arrestere Heldur og deporterer Senta og børnene.

Heldur blev sendt i Gulaglejr, og der gik flere år før Senta hørte fra ham igen. Imens blev hun sammen med børnene sendt dybt ind i Rusland, og måtte under forfærdelige forhold forsøge at overleve de følgende år i forskellige barakker og med forskellige arbejdsopgaver.

”Deporteret til Sibirien” er barsk læsning. Især årene i Rusland beskrives, så man næsten får tårer i øjnene, for det er virkelig ufatteligt, at et system kunne være så umenneskeligt. Men det er vigtigt at huske historien, så vi kan lære af den. Alene derfor synes jeg, at denne erindringsbog bør læses af alle. Samtidig er den dog også velskrevet og giver et fantastisk billede af en tid, som ikke ligger så langt tilbage, selvom det føles helt uvirkeligt at forestille sig i dag.

Materialer