Dengang nazisterne vandt krigen

Vi plejer at tænke på tiden som noget fasttømret. Den bevæger sig i én retning og bevæger sig konstant ind i det nu, hvor vi befinder os. Fortiden kan ikke ændres, for så ville nuet se anderledes nu. Men hvad nu hvis?

Et af de farligste spørgsmål er: hvad nu hvis?

Hvad nu hvis verden var anderledes? Det er den slags, der starter revolutioner. Men det er også et spørgsmål, der skaber bøger.

Det meste skønlitteratur bygger et eller andet sted på det spørgsmål. "Hvad nu hvis nogen blev myrdet på et tog?" bliver til en krimi. "Hvad nu hvis ham her virkelig hader en hval?" bliver til en litterær klassiker. Og så videre. Men det, jeg vil snakke om, er, hvad der sker, hvis man kigger på verdenshistorien med det spørgsmål in mente. "Hvad nu hvis det havde udspillet sig anderledes?"

Genren kaldes kontrafaktisk historie. Og der er mange grunde til at elske den, men den største er nok det spektrum, som spreder sig foran en så enkel præmis. Det er et udgangspunkt, som giver forfatterne mulighed for at fortælle et hav af historier - både i fortid, nutid og fremtid, både med den helt store pensel og den lille, personlige af slagsen. Det er indgangen til et hav af forskellige spørgsmål, man kan stille - om mennesket, historien og den frie vilje.

Der er dog ét spørgsmål, som har det med at blive stillet igen og igen: hvad nu hvis nazisterne havde vundet anden verdenskrig?

Et utal af forfattere har naturligvis boltret sig i alle afkroge af historien, men nazisternes ugerninger har en tyngde, der trækker dem ind i sit kredsløb. Det er som at pille i et sår, der endnu ikke er helet - eller at prikke til et traume, der er så stort, at det er umuligt at overskue. Hvor kunne vi være endt, hvis vi ikke havde stået sammen mod det værste i mennesket?

Mest kendt er nok Philip K. Dicks "Manden i den store fæstning" (Bestil manden i den store fæstning her) - oprindelig udgivet i 1962, men stadig levende i en sådan grad, at den blev lavet til en tv-serie i 2015. Den foregår i sit eget udgivelsesår, men en udgave, hvor den amerikanske præsident Roosevelt blev myrdet i 1934 - hvilket blandt andet førte til, at amerikanerne holdt sig ude af krigen længere. For længe. I 60erne er verden stort set delt mellem Tyskland og Japan, og på denne baggrund udspiller sig et plot godt krydret med intriger og mysterier, for ikke at nævne en roman omhandlende en verden, hvor Tyskland og Japan tabte krigen.

Det er ikke noget glad bog, forstår man måske. Men man kan dog finde noget trøst i, at Adolf Hitler har syfilis.

Mere fokuseret, ikke helt så klassisk, men også konverteret til en tv-serie, er Len Deightons "Besejret og besat". Deighton er nok mest kendt for sine hårdkogte agent-romaner, og han slipper da heller ikke spændingsgenren, selv om han lægger arm med historien. For historien foregår på baggrund af et England besat af tyskerne, men plottet er et krimi: en mand findes dræbt, og mordet viser sig snart at trække tråde til de mest magtfulde dele af Tyskland. Lige noget for krimilæseren, der gerne vil have mere end en efterforskning og en efterforsker med personlige problemer. Og så kan man let fortsætte med Robert Harris' "Fædrelandet", som bevæger sig i samme farvand.

Men sidder du nu med fornemmelsen af, at kontrafaktisk historie gerne skal have noget pompøst over sig, tager du fejl. Det er naturligvis fristende, især man som forfatter bruger nazister, men der findes bøger, som tager samme spørgsmål som udgangspunkt og kommer til helt andre og mere underspillede historier.

Ét eksempel er aarhusianske Christian Haun, der med "Hans Broges Bakker" beskriver sin hjemby, som den ville have set ud i 70erne, hvis besættelsen havde varet ved. Det er en ret kort roman, som formår en særlig balancegang imellem et genkendeligt og realistisk tidsbillede og så en uvirkelig baggrund.

Endnu mere underspillet er Owen Sheers i "Modstand", som beskriver kvinderne i en walisisk dal i 1944-45. Mændene er gået under jorden, efter tyskerne invaderede, og konerne må indrette sig efter den nye virkelighed, da en tysk patrulje slår sig ned i dalen. Man kan mærke verdenshistorien rumle tungt i baggrunden, men fokus er på menneskene og den walisiske natur. Det er en svær bog at beskrive, men en særlig bog at opleve.

Det bliver dog næppe mere sublimt end Philip Roths bog "Komplottet mod Amerika". Her er fokus helt snævret ind - på forfatteren selv som barn i 1940ernes USA. Blot er her forskellen, at Charles Lindbergh går ind i politik med succes og rent faktisk bliver valgt til USAs præsident i 1940. Den virkelige Lindbergh havde nazistiske tendenser, og i Roths roman underskriver han hurtigt en ikkeangrebspagt med Hitler - med forudsigelige resultater for verdenshistorien.

Men Roth fortæller fra barnets synspunkt, hvordan USA langsomt bliver et grimmere og grimmere sted - og på forunderlig vis giver han den bedste beskrivelse af historiens uafvendelighed… ved at ændre den.

Ét spørgsmål, men så mange forskellige historier skabt ud fra det. Det er blot en af fornøjelserne ved at læse kontrafaktisk historie, og der gemmer sig mange flere. Men lige for tiden må jeg indrømme, at det giver en ekstra dimension, når det at læse nyhederne nogle gange får én til at føle, man selv befinder sig i en kontrafaktisk verden. Som om nogen et eller andet sted har stillet det der farlige spørgsmål: hvad nu hvis?

Dengang nazisterne vandt krigen er en del af vores tema om tid - læs mere på temasiden om tid.