Den bedste krimi er en kort krimi!
Krimien har en lang og ærværdig historie - nogle finder den første krimi blandt de historier, som Sheherazade fortalte i 1001 nats eventyr (Historien om de tre æbler). Og den første detektivhistorie identificeres gerne som Edgar Allan Poes Mordene i Rue Morgue, hvor C. Auguste Dupin må løse gåden om et mord i et lukket rum (en ide, der er blevet genbesøgt ofte i genrens historie).
Krimien har altså i høj grad sine rødder i novellen. Se bare på indbegrebet af en krimihelt, Sherlock Holmes - ja, Arthur Conan Doyle skrev fire romaner om ham, men det blev til 56 noveller. Og hvis du ikke har pløjet dig igennem en vis procentdel af dem i en gammel paperback i et sommerhus, har du ikke fået det bedste ud af din barndoms sommerferier.
Alligevel har danskerne en sær modvilje mod den korte løsning af mysterier. De efterspørger murstenstunge romaner, hvor svaret på gåden dingler foran næsen på dem over kilometervis af papir. De vil have marathonløb, når en hurtig, hård sprint kan være så meget mere spændende.
Jeg kan godt lide noveller, forstår du måske - for en god forfatter er det en uovertruffen måde at levere en historie på. Ingen overflødig fyld, bare lige præcis det, der skal til for at formidle indholdet - om så det er plot, stemning, gåde eller noget helt andet, der er svømmet op fra forfatterens hjernedyb. En god novelle kan overraske, hvor en roman kan trække i langdrag. Og jeg kunne fortsætte med at sætte den slags sammenligninger op, men det ville være synd for romanerne.
Så i stedet har vi erklæret februar for de korte formers måned - måneden er kort, så du har brug for hurtige oplevelser.
Og jeg lægger ud med denne fortale for kriminovellerne og denne liste over krimiantologier. Kast dig over dem, nyd dem og brug dem til at finde nye forfatternavne, hvis romaner du kan læse i en anden, længere måned.
Men skynd dig. Det er en kort måned.