De rensede af Søren Staal Balslev
Omkring 2021 overvældes menneskeheden af en verdensomfattende pandemi.
”Det gik forbavsende stærkt, og det var kun de mest pessimistiske, som havde haft fantasi til at forestille sig helt præcist, hvor utilstrækkeligt forsvaret var. Da de første tal blev offentliggjort, gik journalister amok over de marginale chancer for overlevelse. Blev man først inficeret, havde man en til to procents chance for at klare skærene. Myndighederne var på ingen måde forberedte på en nedsmeltning af denne karakter, private organisationer kæmpede forgæves med de nationale styringsenheder, og det transnationale samarbejde var usædvanlig mangelfuldt. En efter en faldt regioner, lande, kontinenter og verdensdele.” (side 23)
Romanen følger den lille familie Eva, William og datteren Laura flere år efter samfundets sammenbrud. De har overlevet i det nordvestlige København, hvor de gemmer sig i en lejlighed overfor Bispebjerg Kirkegård uden kontakt til andre overlevende. En overraskende triviel hverdag har indfundet sig, hvor William finder mad i de omkringliggende boliger og butikker, mens Eva er hjemme og passer på Laura.
Men nu har den efterhånden 17-årige Laura fået en feber, der ikke vil gå væk. William må forsøge at få fat i noget penicillin til hende, og efter flere år i relativ rolighed ruskes familiens postapokalyptiske hverdag i den grad op.
De rensede er en anderledes dystopi. I et interview på Superkultur.dk fortæller Søren Staal Balslev, at han med romanen ønskede at gøre undergangen lokal og genkendelig. Romanen har da også en meget dansk tone. Den er ikke båret af vild action eller blod og død, men lever via personernes tanker og følelser.
Vi er langt fra amerikanske action-baskere, og selvom begivenhederne mod slutningen accelerer, har De rensede en ’nede på jorden-holdning’, for ”[…] selvom verden er gået under, kan det stadig være uoverkommeligt at håndtere parforhold, opdragelse og helt basale ting som ikke at fryse, sulte ihjel eller blive dræbt af fremmede.” Balslev gør familien til centrum for historien - og endda en relativ dysfunktionel familie, som før katastrofen brugte mere tid på deres elektroniske gadgets end på hinanden - fremfor at fokusere på drama og katastrofer, og det giver fortællingen et skræmmende genkendeligt skær.