De gik (for) langt

"Det er en farlig ting at gå ud af sin dør, Frodo," plejede han at sige. "Man træder ud på vejen, og hvis man ikke holder sine fødder tilbage, er det ikke til at sige, hvorhen man bliver ført."

Citatet fra fra Ida Nyrop Ludvigsens oversættelse af Ringenes herre, og vi ved allesammen, hvordan det endte. Foden udenfor døren endte med at føre Frodo hele vejen til Mordor, selv om alle vidste, at man ikke bare går ind i Mordor. Man kunne fristes til at tro, at hobbitternes store fødder måske hjalp. Men mennesker kan altså blive grebet af den samme uro i benene, der fører dem afsted og afsted og afsted - og der er der kommet mange forskellige historier ud af.

Jeg har taget den korte vandring mellem reolerne og søgt efter de mennesker, som besluttede sig for at sætte fod foran fod og fortsætte med det. Det er ikke lykkedes mig at finde nogen, hvor deres gåtur har reddet verden, men de har ført til vilde oplevelser, nye indsigter og desværre også til katastrofer. Her er fem vandringer og hvor de førte hen.

1. Gennem den australske ørken

I 1977 var Robyn Davidson 27 år gammel - og hun satte sig et mål. Hun ville vandre fra Alice Springs i Australien hele vejen til kontinentets vestkyst, en tur på 2000 kilometer. Hendes første møde med realiteterne betød, at hun måtte indgå en aftale med National Geographic Society om sponsorat til gengæld for en artikel om rejsen - og da hun gik ud af sin dør, var det med fire kameler og en hund. Og det varede ni måneder, før hun nåede sit mål.

Det handlede ikke blot om at bevæge sig, naturligvis, men lige så meget om at bryde fri af en identitet som den pæne pige. Så rejsen under den bagende sol blev også en rejse ind i Davidson, samtidig med den bringer læseren i forbindelse med urbefolkningen, og hvad de er blevet udsat for, siden europæerne ankom.

2. Til Paris

Helt lige så langt gik Werner Herzog ikke i 1974. For ham gik rejsen fra München til Paris, men det var til gengæld i isnende kulde og - måske ikke helt overraskende for dem, der kender filminstruktøren - uden forudgående træning. Her er mere tale om en pilgrimsrejse - Herzog fik over telefonen at vide, at en nær ven, filmhistorikeren Lotte H. Eisner, lå for døden i Paris, og han besluttede, at han med disciplenes heste kunne afholde det fra at ske. Så med et kompas og en hurtigt pakket taske begyndte han at gå.

800 kilometer og tre uger tog det. Kender man Herzogs film, så kender man også hans stemme, og det er en, man kan høre i bogen. Fra en omtale på thenation.com:

His maniacal quest recalls, at least in tone and extremity, the legendary battles that Herzog has waged over the course of his career, such as when he squared off with his “best fiend,” the actor Klaus Kinski, in Aguirre, der Zorn Gottes (Aguirre, the Wrath of God; 1972) or Fitzcarraldo (1982)—for which Herzog and crew famously dragged a riverboat over a Peruvian mountaintop. Here, too, the director faces the larger, more pressing question of mortality—applicable not just to Eisner, but to humanity at large.

3. Op ad Everest

Og her er det, at katastrofen kommer ind, for det forsøg på at bestige Mount Everest, som Jon Krakauer deltog i i 1996, endte galt. 8 mennesker døde, da en storm ramte bjerget - to forskellige hold var midt i forsøg på at nå toppen, men den ekspedition, som Krakauer deltog i, blev hårdest ramt.

Krakauer er nok mest kendt for sin bog "Ind i vildmarken", der blev filmatiseret som "Into the Wild", men "Op i det blå", som hans beretning om Everest hedder, er en helt anden type bog. Her er et uddrag fra Politikens anmeldelse af "Op i det blå":

Det er en hamrende god bog. Den iskolde spænding står op fra siderne. Vi ved, det skal gå galt, grueligt galt, og det gør det. Gennem bogen strammes skruen på ubarmhjertig vis. Udmattelse, iltmangel, forfrysninger, fatale misforståelser og død; læseren får det hele med. Historier om perfekt forberedte og heldigt gennemførte ekspeditioner sælger sjældent billetter, men katastrofer, uheld, tåbeligheder, dumdristighed og store egoers drama gør, og Krakauer oplevede det hele på Everest i 1996.

4. Langs Amazonfloden

Hvis du hellere vil læse om "rigtige mænd", som klarer strabadserne, så kan Ed Stafford hjælpe. Han er brite, tidligere militærmand og opdagelsesrejsende. Og så er han Guinness-rekordholder for at være det første menneske, der er gået hele vejen langs Amazon-floden.

Det er den historie, han fortæller i "Walking the Amazon". Den 2. april 2008 startede han sin rejse i byen Camaná i Peru - og tog det sidste skridt den 9. august 2010. Ekspedition er den længste junglerejse, der findes beskrevet. Og det er en ærefrygtindgydende kraftudfoldelse.

5. Helt ad helvede til

Nu skal det jo ikke lyde, som om alle mennesker har en dybtliggende trang til bare at gå. Du skal ikke være nervøs for, at du pludselig en dag vågner op og er grebet af en trang til at sætte kurs mod det fjerneste punkt, du kan forestille dig. Så derfor vil jeg slutte af med en bog skrevet af en nordmand. Nordmændene elsker generelt friluftsliv og fjeldvandringer - men ikke dem alle.

Are Kalvøs "Hyttebog fra helvede" beskriver forfatterens forsøg på at være som de andre. Fra bogen:

Jeg har mistet så mange venner til naturen de seneste år. Gode mennesker. Kloge mennesker. Vittige mennesker, som før gerne ville med på bar og snakke og have det sjovt. Hvad laver de i dag? De står tidligt op, tager et billede af et skispor, lægger det ud på Facebook og Instagram og skriver: Fin dag ude i terrænet’.

Kalvø må naturligvis afgøre, om det er ham selv, der er noget galt med - så han drager ud i naturen. Og det bliver ikke en kedelig tur - i al fald ikke for læseren. Så snup Kalvøs bog, hvis du bliver lidt træt i fødderne af alle de andre langvandrere.

Gå længere end Frodo

Som afslutning - hvis du nu er blevet grebet af al denne sjosken og gerne vil være en del af den - kan vi huske det gamle ordsprog, at en rejse på tusind mil starter med et enkelt skridt. Og da Frodo satte en fod udenfor døren, endte det med en rejse på 2863 kilometer (artikel på Screenrant). Så det er bare med at tage det skridt. Men måske gå udenom Mordor.