Bager fra middelalderen

De ældste kogebøger - og de ikke helt så gamle

29.01.21
Der er overraskelser at finde i de gamle kogebøger

På bibliotekets Facebook-side kører vi et tema om mad (klik her for at følge med). Det har naturligvis fået mig til at kigge lidt i vores personlige kogebogssamling.

Det er et af de få steder i vores hvem, hvor vi har kasseret flere bøger, end vi har beholdt, gennem de sidste årtier. Internettet har givet adgang til en utrolig masse opskrifter, når man lige står og skal bruge dem, men der er altså også bare kogebøger, som ikke bliver ved med at se appetitvækkende ud, som tiderne ændrer sig - alle dem, hvor man kunne se, at forfatteren ikke kunne forestille sig et måltid mad uden kød, er diffunderet ud af huset og forhåbentlig videre til andre, som vil sætter pris på dem.

Men én bog er blevet der gennem alle årene - eller i al fald det kvarte århundrede, der er gået, siden jeg flyttede hjemmefra og fik de fornødenheder, der skulle holde mig levende i den store verden: "God mad, let at lave". Den er slidt og fedtplettet, men den bliver stadig brugt som opslagsværk til at tjekke kogetider og andet, som ikke vil lagres i min hjerne. Uden den var jeg kommet ud af min uddannelse i en noget dårligere ernæringstilstand.

"God mad, let at lave" udkom første gang i 1973. Dengang havde den en tankestreg i stedet for et komma, hvilket sikkert afspejler samfundsudviklingen på en eller anden sær måde - ligesom indholdet i den har ændret sig gennem årene. De to redaktører fortæller om den i JyskeVestkysten: God mad let at lave - at stykke dansk madhistorie

Så den er ældre end mig, hvilket føles gammelt, men i virkeligheden er det ingenting. Den ældste europæiske kogebog er fra 1300-tallet, og den ældste danske fra 1616. Den danske skrev de en spændende artikel om på Videnskab.dk tilbage i 2016: Se opskrifterne: Danmarks ældste kogebog fylder 400 år. Som man kan læse der, rummer bogen bl.a. opskrifter på æble med æg og geddepølse. Så man kan uden tvivl finde ny (eller gammel) spændende mad, hvis man går på opdagelse i madhistorien.

Det fører til lidt af et kaninhul, for det viser sig, at vi har en del historiske kogebøger stående på biblioteket. Dem har jeg forsøgt at samle herunder.

 

Materialer