Brudzone af Jonathan Franzen

Brudzone af Jonathan Franzen

17.02.15
Jordskælv, kærlighed, antiabortdemonstrationer, miljøkatastrofer og regulær spænding er altsammen ingredienser i denne enestående familieroman fra 90'erne.
Amerika er et stort land, og hvert år udkommer der et antal store uomgængelige romaner. De forfatterskaber, som jeg tænker på er f.eks John Irving, Richard Russo, Jonathan Safran Foer og Jonathan Franzen. Sidstnævnte slog igennem i Danmark med ”Korrektioner” fra 2002 og med ”Frihed” i 2011.
 
Nu har Gyldendal gravet i posen og udgivet ”Brudzoner”, som er skrevet i 90’erne. Det er en fremragende fortalt familieroman, som foregår i Boston. Hovedpersonen, den 23-årig  Louis Holland, indleder et forhold den 30-årige Renée Seitchek, som er en meget begavet forsker i seismologi.  Louis bokser sig igennem tilværelsen, og kommer meget hurtigt på kant med alt og alle. Sværest har han det med kærligheden, og han bryder med Renée på et tidspunkt, da hun via sin forskning har gjort en stor opdagelse.  Den store kemiske virksomhed, som Louis’ mor er dybt økonomisk involveret i , har deponeret giftigt kemiaffald dybt i undergrunden gennem de sidste 25 år. Deponeringen er nu i 90’erne, hvor romanen foregår, årsag til en række små og store jordskælv.
 
90’erbilledet er meget tydeligt i romanen. Den tekniske viden, manglen på udbredelse af mobiltelefoner, og internet står så klart fordi forfatteren har gjort meget ud af at fortælle tekniske detaljer fra maskinrummet på forskernes arbejdsplads. Den store fantastiske computer hvor der er "Otte megabyte fri på en 600-mb disk". Waauu, man kan næste ikke lade være med at grine, når man læser om magnetbånd og backupbånd.
 
Det er en fortælling med et mylder af historier indenfor mange genrer. Der er familiehistorier, kærlighedshistorier og spændingshistorier og et mylder af sidehistorier. En af sidehistorierne handler om de store anti-abortdemonstrationer og kirkens indflydelse i USA. Sproget er simpelthen fantastisk, og hvis ikke det lige var for den lidt ufrivilligt morsomme 90’er-scene og et par lidt for lange tekniske kapitler ville jeg give romanen topkarakter.  Jeg har hørt lydbogen i en aldeles fremragende indlæsning ved Peter Carstens.
Materialer