Forsiden på "Bogen om Baltimore familien" af Joël Dicker
Forsiden på "Bogen om Baltimore familien" af Joël Dicker

Bogen om Baltimore familien af Joël Dicker

27.09.17
Storhed og fald for Goldman-familien. Venskaber og familiekonflikter, kærlighed, jalousi, misundelse, - ja alle de svære følelser.

Marcus Goldman er en succesrig forfatter, som fortæller medrivende om sin barndom. Hver sommer mødes han med sine fætre Hillel og Woody, og tilsammen udgør de Goldman-banden. Der udvikler sig et ubrydeligt venskab mellem drengene; et venskab som sættes på prøve, da smukke Alexandra optages i gruppen.

Der er to grene i Goldman-familien. Marcus’ egen helt almindelige middelklassefamilie, der bor i New Jersey,  bliver kaldt Montclaire-grenen. Baltimore-grenen med Marcus’ onkel Saul og tante Anita i spidsen er betydeligt rigere end Montclaire-grenen. Marcus beundrer og elsker Baltimore-familien og tilbringer så ofte det er muligt sine ferier og weekends hos sine onkel og tante og sine fætre.

Først som voksen forfatter går det for alvor op for Marcus hvordan familiens hemmeligheder har influeret på ”katastrofen”. Romanen er bygget op sådan, at vi hele tiden springer mellem forskellige tidslommer, og konsekvent henviser forfatteren Marcus Goldman til tiden før og efter ”katastrofen”. Det holder os læsere på en konstant ”pinebænk”, for vi vil rigtig gerne vide hvad det er for en katastrofe, - ja, hvad var det dog, der skete i 2004.

Det er en roman om venskaber og familiebånd. Det er så sandelig også en roman om familiekonflikter, jalousi, misundelse, magt og undertrykkelse. Jeg var ikke fri for at blive ret irriteret på hovedpersonen Marcus Goldman, fordi han som barn og ung er så fascineret af den rige overklassefamilie med de mange penge. Indskrænket snobberi og selvoptagethed er et par af Marcus’ mere negative karaktertræk. Der er mange lag i historien, og den er fortalt så flydende og veloplagt, at den er svær at lægge fra sig. En rigtig page-turner, som er mindst lige så spændende som forfatterens debutroman klik her for at se bogen "Sandheden om Harry Quebert-sagen”.

Klik her for at se en anmeldelse på Litteratursiden

Materialer