Børnenes bog af A.S. Byatt

Børnenes bog af A.S. Byatt

06.11.14
Frodigt mylder af historier fra England i perioden fra 1885 frem til første verdenskrig

Olive Wellwood er forfatter og mor til 7 børn. Familien lever et moderne og frit liv præget af de intellektuelle og kunstneriske holdninger, som markerer den sen-Victorianske periode. Vi kommer tæt på Tom, Olives smukke og følsomme dreng, som får et psykisk knæk af et kostskoleophold, hvor han bliver udsat for massiv vold og tortur af de ældre kostskoleelever. Vi kommer også tæt på Philip, en fattig og meget talentfuld dreng fra pottemagerdistriktet, som ved Wellwoodfamiliens hjælp kommer i lære som keramiker hos en berømt keramikkunstner Benedict Fludd, - og sådan kunne jeg blive ved. Der er så myldrende mange personer og skæbner i denne roman.

Ind imellem kan romanen synes tung og svær, fordi A.S. Byatt maler med ord, som en maler med sin pensel. Et fantastisk flot ordrigt sprog, og ind imellem får vi fortalt eventyr. Det er børnenes bøger, - personlige eventyr, som Olive skriver  til hvert af sine børn. Først og fremmest er romanen et fantastisk tidsbillede, hvor forfatteren får sat lys på kvindebevægelsens opståen, - ja, i det hele taget er der fokus på tidens politiske og kulturelle strømninger.

Materialer