Forside til bogen Min historie af Zilan B

Børn på flugt

09.11.15
Mens jeg skriver denne artikel, kan jeg læse på DRs hjemmeside, at der på 5 uger (6/9 til 12/10 2015) er kommet 28.000 flygtninge og migranter til Danmark. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, hvor ca. 200.000 tyske flygtninge kom til Danmark, at vi ser sådanne flygtninge-mængder.

Af de 28.000 flygtninge og migranter er langt de fleste rejst videre, mens 3500 har søgt asyl. Som sagt har vi ikke set sådanne flygtninge-mængder siden Anden Verdenskrig. Dengang flygtede de civile tyskere især fra de russiske tropper. I starten blev de flygtende indkvarteret privat hos det tyske mindretal i Sønderjylland, men snart blev der brug for mange flere pladser, og så begyndte man at internere de tyske flygtninge i forskellige lejre og barakbyer, hvor de under streng bevogtning blev registreret. De sidste tyske flygtninge rejste i foråret 1949, men mange af dem kom fra egne, som nu var annekteret af Rusland og Polen, så de måtte i stedet bosætte sig i de tilbageværende dele af Tyskland. 

I krebsegang af Günter Grass
30. januar 1945 druknede 9000 østpreussiske flygtninge, da deres skib blev torpederet. Fortælleren fødtes under ulykken, og nu vil hans søn til bunds i mytedannelserne, der hænger nøje sammen med krigen, ideologierne og efterkrigstidens Tyskland.

Hvis suk var luftballoner af Annette Jakobsen
Virkelighedstro skildringer af livet i flygtningelejren Rye Flyveplads på godt og ondt, baseret på interviews og brevvekslinger med tyske flygtninge og danskere, der arbejdede i lejren eller boede i dens nærhed.

99.4 Min grumme fortid af Ingrid Daege
Forfatteren, der nu er bosat i Danmark, fortæller om sin opvækst i 1930'ernes Tyskland, om tiden under 2. verdenskrig og om kampen for at overleve, da hun og hendes familie flygter fra den russiske hær ved krigens afslutning

Nutidens flygtningestrøm kommer hovedsageligt fra Syrien, hvor en borgerkrig mellem den siddende præsident Bashar al-Assad, Den Frie Syriske Hær, al-Nusra og Islamisk Stat har raset siden 2011 med mere end 200.000 døde og omkring 3,8 milliioner mennesker drevet på flugt. 

FN’s Flygtningekonvention fra 1951 definerer en flygtning, som en person der: “som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til eller – på grund af sådan frygt – ikke ønsker at søge dette lands beskyttelse”.

Flygtninge, der opfylder betingelserne i Flygtningekonventionen, kan få asyl i Danmark som konventionsflygtninge. Derudover kan flygtninge, der af andre grunde end de, der er nævnt i Flygtningekonventionen, risikerer dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig og nedværdigende behandling i deres hjemland, få beskyttelsesstatus i Danmark, men der gives ikke ikke asyl til mennesker, der er flygtet på grund af naturkatastrofer, fattigdom, sult eller ringe levevilkår i øvrigt.

I havet er der krokodiller af Fabio Geda
Enait er en kun 10-årig dreng, da hans mor følger ham over grænsen fra Afghanistan til Pakistan. Hun sender ham alene væk fra et livsfarligt talebanstyret område, og beretningen om hans hårde erfaringer på sin vej til vesten er gribende.

På flugt af Benjamin Zephaniah
Alem efterlades uventet af sin far i London. Hans far er fra Etiopien og hans mor fra Eritrea. Da der er krig mellem de to lande, og han er uønsket begge steder, må Alem nu klare sig alene i et fremmed land.Han søger politisk asyl, men vejen er lang og tornet.

I den offentlige debat bliver mennesker på flugt ofte reduceret til tal eller stereotyper. Det er nemt at glemme, at de er helt almindelige mennesker, som befinder sig i en vanskelig situation. 

Hvordan er det at skulle finde et nyt hjem i verden, når man er flygtet fra alt, hvad man kendte? Hvordan er livet egentlig for flygtninge i Danmark? Og hvordan klarer flygtningebørnene det? I Odder kommune har man startet en børnehave kun for flygtningebørn. Her får børnene intens sprogtræning, og samtidig er børnenes forældre i praktik i børnehaven i perioder for at få et indblik i det danske hverdagsliv. Efter 3-4 måneder bliver børnene så sendt videre til en almindelig dansk børnehave, og forældrene har fået forståelse for, hvordan det danske samfund fungerer på en helt anden måde end gennem sprogskoler osv.

Massakren af Kristian Massey Møller
Zainia og Efrahim, et syrisk ægtepar på flugt, ender i Danmark, hvor mødet med menneskene, sproget, kulturen og det fremmede ændrer deres liv, dem selv og hinanden. Kan de finde et fælles fodfæste eller vil savnet og minderne skille dem ad?

I skæbnens favn af Sadegh Javadi
Skildring af en iransk flygtnings oplevelser i Sandholmlejren, i det danske samfund og i Iran, hvor han var i kamp mod og på flugt fra præstestyret.

De mange flygtninge har ført til indsamlinger, tv-shows, facebook-grupper som Venligboerne og meget mere. På Horsens Bibliotek deltager vi d. 19. november i en landsdækkende event, hvor filmen ”Et hjem i verden” vises samtidig på en række biblioteker, højskoler m.m. over hele Danmark. 

Filmen giver stemme til fem asylbørn i en intim skildring af deres dagligdag på en Røde Kors-asylskole og deres liv efter ankomsten til Danmark, og efterfølgende er der både en lokal og en nationaldebat. 

Nedenfor kan du se flere bøger og film om flygtninge.

Tags
Materialer