Børn og billeder på tid

14.07.18
Stop tiden for en stund med gode billedbøger, der på forskellig vis behandler tid.

Tiden er en sjov størrelse. Vi bruger den som byggesten og rettesnor i vores tilværelse og prøver at indfange den i urskiver og des lige. Men alligevel opfører den sig ofte som en vild hest, som kan være vanskelig at tøjle. Den er tidligt på færde i vores liv og kommer snigende ind på bevidsthedens radar allerede fra de helt spæde år. Det er blandt andet gennem bøgerne vi lærer om tiden og begynder at få en fornemmelse af, hvordan uger, dage og timer hænger sammen.

Jeg har samlet en lille håndfuld af gode billedbøger som på forskellige måder håndterer tiden og lærer os om den. Alle med fine illustrationer og alle med garanti for en god hyggestund for de mindste og mellemste børn og deres forældre.

God fornøjelse.

 

Kom nu, Alfons Åberg af Gunilla Bergstrøm

Alfons Åberg er en klassiker. En serie af billedbøger, der igen og igen har bevist sit værd og sin holdbarhed over flere generationer. I sær på grund af bøgernes sjove og opfindsomme måde at fortælle om de helt basale hverdagssituationer som vi alle kender til. Og netop også tiden er i fokus i én af Alfons-bøgerne.

I ”Kom nu, Alfons Åberg” er vi hjemme hos Alfons og far på en hverdagsmorgen, hvor begge skal ud af døren til tiden. Alfons falder i staver og skal bare liiige have ordnet både det ene og det andet. Og far står og kalder ude i køkkenet, mens han forbereder havregrød med tyttebær til Alfons. Og alt imens går tiden. Vi kender alle de morgener, hvor vi lige har brug for lidt ekstra tid til at vågne og svuppe ind i dagens rytme.

Bogen har selvfølgelig en herlig og overraskende slutning som vender det hele på hovedet. Har du ikke læst den endnu, så gør det endelig.

 

Dengang Sallys far var dreng af Thomas Brunstrøm

Bøgerne om Sallys far kan meget vel gå hen og skrive sig ind i rækken af nye klassikere. De fortæller historien om en familie med mor, far, Sally og lillebror Eddie. Men egentlig handler det mest om pigen Sally og hendes far i forskellige situationer.

Sallys far er lidt af et rodehoved og et legebarn. Han kan være sygt pinlig og uden for rækkevidde. Men altid med overskud og engagement, når det kommer til børnene og vil gerne hjælpe. Men det er ikke altid den rette hjælp. I hvert fald ikke, hvis man spørger Sally. For, hvis Sally oplever noget i skolen eller med vennerne, tager far lynhurtigt Sally med tilbage i tiden til dengang far var dreng. Og her bliver der altså ofte smurt tykt på.

Serien om Sallys far er tidssvarende i både streg og sprogbrug og giver et fint og meget rammende billede af de skøre situationer, der kan opstå på baggrund af generationers forskelligheder. Bøgerne kan fange både de mindre og mellemste børn.

 

Flunkerne i tidsmaskinen

Min søn er helt pjattet med Flunkerne. Vi har efterhånden kigget os igennem de fleste i serien og i bedste ”Find Holger” – stil har bøgerne givet os masser af underholdende timer sammen, hvor vi har fundet farverige flunkere på både væddeløbsbanen, i det antikke Rom, til VM i fodbold osv.

I ”Flunkerne i tidsmaskinen” tager du som titlen indikerer med Flunkerne på tur frem og tilbage i tiden. Vi lander i forskellige historiske perioder og får blandt andet sat billede på forhistorisk tid, det gamle Egypten, middelalderen og meget mere. Bogen er fyldt med drillesyge Flunkere og underholdende opgaver og indbyder på en sjov og lettilgængelig måde til en snak om verdenshistoriens store epoker.

Spænd sikkerhedsselen og start tidsmaskinen med de festlige Flunkere. God tur.

 

Dyrene og tiden af Jesper Wung-Sung

En finurlig fabel om at leve i nuet og om, hvor tiden dog bliver af når den går og bare sådan forsvinder. Historien udspiller sig i dyrenes rige, hvor en hel række af forskellige dyr begiver sig af sted i samlet flok for at finde ud af, hvor tiden bliver af.

Bogen er fyldt med flotte illustrationer som børn fra ca. 4-5 år og op sandsynligvis vil sætte pris på.

 

Hvor kommer jeg fra? Af Dag O. Hessen

Barn: ”Faaar, er det egentlig rigtigt at vi engang har været stjerner eller hvad?”.

Far: ”Øh, jo altså, det er jo sådan at… øh, nej altså måske… nå, men nu skal du høre…øh, tror jeg nok”.

Evolutionsteori er måske ikke lige det letteste at formilde til børn, men Dag O. Hessen gør det rigtig godt i denne lille billedbog, som i børnehøjde forsøger at svare på det store spørgsmål (som mange børn stiller) om, hvor vi egentlig kommer fra. Hop med på en rejse tilbage i tiden. Og ikke bare til da far var dreng, men heeeelt tilbage til dengang jorden opstod, livet tog form og kimen til menneskeheden blev lagt.

En underholdende, men også meget lærerrig bog til børn om livets opståen.

 

Børn og billeder på tid er en del af vores tema om tid - læs mere på på temasiden.

Materialer