Bøger du kan glæde dig til i 2020: For de unge (13-16 år)

19.05.20
Der kommer hele tiden masser af nye bøger - det kan være svært at holde overblik over. For hvad kommer hvornår og hvilke skal man begynde at glæde sig til? Børnebibliotekaren kommer med et bud på nogle af de bøger, som udkommer resten af året, og som det er værd at glæde sig til...

På vej

Kongen af mørke (folk of the air 2), Holly Black

Er du til alfer, feer og intriger (det rimer næsten), så har du vel læst Prinsen af ondskab? Ellers så er det bare om at komme i gang, så du er klar – for toeren er allerede på trapperne.

Det hemmelige samfund (Forestillinger om støv 2), Philip Pullman

Serien er en slags efterfølger til Det gyldne kompas, men den kan sagtens læses selvstændigt. Manner, jeg har glædet mig til denne serie, og den lever helt op til forventningerne!

Det gyldne kompas 3 – graphic novel, Stéphane Melchior

Det gyldne kompas som graphic novel! Første bog i serien bliver delt i 3 bind, hvoraf den sidste kommer nu. Historien bliver fortalt med flotte, stemningsfulde billeder.

Evighedenssøn, Adam Silvera

Efter 3 dystre og alvorlige bøger, har Adam Silvara kastet sig over en næsten superhelte-agtig fantasy-historie i højt tempo: Der er spænding, fart, magi, venskaber og familiedrama.

Burn, Patrick Ness

Sarah og hendes far må af nød hyre en drage til at hjælpe dem på gården. Drager er sjælløse, talende dyr, som ses skævt til – men denne drage synes at være anderledes. Den ved noget….

Forglem mig ej (Roser og violer 2), Gry Kappel Jensen

Et nyt skoleår på Rosenholm Kostskole. Kamille, Kirstine, Victoria og Malou får hænderne fulde med både timer i runemagi og mytologi – og en dyster spådom og en gammel mordgåde.

En fortælling om Sangfugle og slanger (Hunger Games 0), Suzanne Collins.

En forhistorie til Hunger Games!!! Manner, jeg er spændt på om den lever op til de andre bøger!!! Den handler om det tiende Døddspil – længe før Katniss bliver født.

Sagakvartetten 1 – af blod og støv, Julie M. Day.

En klassisk fantasy-fortælling om mod, magt og magi. Bogens skiftende hovedpersonerne er alt fra en heks, en landsby dreng til dværgenes kronprins.

Sommerens bøger

Riverdale 3 – Maple-mordene, Micol Ostow. Udkommer 4. juni.

Masser af mysterier, intriger og romancer i Riverdale-bøgerne. De genfortæller ikke bare tv-serien indhold, men fortæller nye historier om Archie, Jughead, Veronica, Betty og de andre.

Det øjeblik vi tvivler, Sarah Engell. Udkommer 11. juni.

Engells ungdomsbøger er barske fortællinger om piger, der kæmper med identitet, mobning og tunge ansvar. Den nye bog handler om den seje og selvstændige Vigga, som begynder at modtage trusseler fra en ukendt person…

Sommer 2 – Sommer uden dig, Jenny Han. Udkommer 18. juni.

Du kender sikkert Jenny Han fra ”Hvis bare du var min”-serien (To all the boys I’ve loved before). Sommer-serien handler om forelskelser, venner og familie -2’eren og 3’eren kommer i år.

Sommer 3 – Vores sommer sammen. Udkommer 28. august

Belly sidder midt imellem de to drenge i sit liv. Hendes kæreste, som hun endelig er kommet i fast forhold med, og hendes ekskæreste, som erklærer sin kærlighed. Hvem skal hun vælge?

Om laaaaang tid, men vi glæder os

Det Ulmende opgør 4, Sabaa Tahir. Udkommer 1. januar 2021

Sidste del af den storslåede historie om undertrykkelse, magt og kærlighed i et eksotisk fantasy-univers. Klarer Laia sig? Kan Elias blive fri? Og hvad med Helene?

Materialer