Bøger, der har gjort en forskel - for os personligt
Det er ikke så tit min mor griner dybt og hjerteligt, men det gjorde hun når hun læste Bjarne Reuters bøger om den lille, kvikke Bertram og hans søskende. Indimellem så meget at det forstyrrede læsningen. Men det var den bedste forstyrrelse af højtlæsning nogensinde.
Jeg var barn og min mor ville bare læse et enkelt afsnit af bogen for mig inden sengetid, men så kom vi til det kapitel, hvor den elskede hund, Bådsmand, skal skydes. Det var ubærligt at lægge sig til at sove på det mest sørgelige sted i bogen, så vi måtte læse videre, selvom det blev alt for sent, og min mor måtte holde pauser under læsningen, fordi hun græd så meget. Så sad vi der og græd begge to – selvom vi vidste, at det ville ende godt. For den bog fik jeg læst højt mange gange.
En stærk bog om at turde at være den man er, med alt hvad det indebærer. Om venskaber der finder en, når man mindst venter det og om hvordan venskaber kan gøre en stærkere. En sørgelig og barsk bog, som rørte mig dybt, da jeg læste den som voksen.
Den fineste og smukkeste bog der handler om døden. Mødet mellem And og Døden er skrevet på den fineste, filosofiske måde. Bogen kan være et fint afsæt til at tale med børn om døden, i det den døden ikke virker så skræmmende og mørk som den måske kan virke for mange, men tvært imod beskrives med meget omsorg og ro.
Den eventyrlige historie om 3 piger, der flygter fra børnehjemmet og møder prinsesser, hekse og andre magiske væsener i deres søgen efter deres rigtige familier.
Bogen læste jeg sammen min datter og den blev startskuddet til, at vi sammen læste magiske og eventyrlige fantasy bøger – hovedpersonen skulle altid være en sej pige.
(F.eks. Forbandelsens bjerge af Steve Jackson eller Ondskabens skov af Ian Livingstone)
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang læste en bog fra Sværd og trolddom-serien, men jeg kan helt bestemt huske, hvor grebet jeg blev af serien.
Her kunne man selv tage på eventyr, bekæmpe onde krigsherrer og møde elvere og orker. Det kunne man selvfølgelig også i alle mulige andre bøger, men det specielle i Sværd og trolddom var, at man selv fik lov til at vælge, hvad hovedpersonen skulle gøre – ja, faktisk blev man på en måde selv hovedpersonen! Læste man bare bogen fra start til slut, gav den slet ikke mening, men i slutningen af hvert afsnit, skulle man tage et valg, der ledte én hen til et helt andet sted i bogen, hvor man kunne finde ud af, hvad resultatet af ens valg ville blive. Med de bøger har jeg været på mange eventyr!
Det er den første bog med beskrivelser af sex, som jeg kan huske. Jeg hørte den som lydbog og jeg syntes, det var så pinligt, hvis min mor skulle komme ind på mit værelse midt under en af de saftige scener, så jeg sad – helt afslappet og natligt – lige ved siden af min båndoptager og lyttede, klar til at trykke ”pause”, hvis hun skulle træde ind.
Denne billedbog er en af dem, jeg har læst allerflest gange for min søn på 4 år. Jeg tror, det skyldes, at han kan relatere til Robinhund, der utilsigtet kommer til at lave ballade. Og selvom det var ham der spildte mælk, og det var ham der ødelagde gyngen, og det var ham der sparkede bolden ind i maven på et af de andre børn, så var det jo ikke med vilje. Og det har de voksne meget svært ved at forstå. Det er en rigtig fin billedbog, hvor mange børn nok kan genkende sig selv, eller nogen de går i børnehave med.
Bøgerne har jeg læst for min egene børn igen og igen og for mig er der ikke noget bedre end at de alle tre sidder der og lytter, 3, 6 og 9 år gamle på det tidspunkt, og er helt væk en klog, pudsig, fantasifuld fortælling med musik og rytme, som fx i ”den meget tynde bro med de meget tynde brædder som gynger så frygteligt farligt i vinden.”
Jeg elskede, virkelig elskede Narnia bøgerne. Jeg elskede dem så meget, så når jeg var færdig, så startede jeg forfra. Min mor syntes, at det måtte være ensporet og kedeligt at læse den samme serie igen og igen og forsøgte at skubbe mig over på andre glimrende bøger, som fx Hobbitten! Dog uden held. Jeg har ikke læst Narnia i mange år nu og jeg tror, at det kun vil ødelægge de helt igennem fantastiske historier for mig, hvis jeg forsøgte igen efter alle de år…
Faktisk så jeg først filmen og syntes egentlig, at den var top fesen. Men der var alligevel noget af stemningen (og den underspillede erotik), der ikke ville slippe mig. Så jeg endte med at gå på biblioteket og låne bogen. Og så var jeg hooked! Jeg har læst de bøger (og set de film) utallige gange. Jeg synes stadig, de er fesne – men jeg er alligevel fuldstændig solgt!
Jeg læste først billedbogen som voksen, men den har gjort uudsletteligt indtryk på mig. Mikkels far bliver ofte vred. Og når man bliver vred, så vokser og vokser han og bliver til en helt anden. Og så slår han. Og Mikkel forsøger at gøre sig helt lille og usynlig. Vrede mand er en billedbog der gør indtryk. Gro Dahles ord og Svein Nyhus’ illustrationer giver et rystende godt billede af, hvordan det er at være barn i en familie med vold.
Jeg husker ikke detaljerne i historien, men det var en af de første gange jeg oplevede hvor stærkt litteratur kan virke på mig. Det er stadig en ret kort og simpel fortælling med et meget enkelt sprog.
Fantastisk flotte illustrationer kan gøre meget ved en simpel historie og Oskarsson, som er færøsk kunstner og forfatter, er blændende til med sine illustrationer at tilføre historier det, der løfter dem fra andre gode billedbøger. En anden god bog af Oskarsson er En hund, en kat og en mus, som handler om tja… en hund, en kat og en mus
Min mor læste Ronja Røverdatter for mig flere gange, da jeg var barn. Det er en fantastisk historie, og Ronja står så stærkt for mig, fordi hun er fri og modig og færdes så naturligt ude i skoven. Min egen datter hedder Ronja, og jeg gad godt være som Lovis, Ronjas mor, der er rolig og stærk, men i virkeligheden minder jeg meget mere om Ronjas far, Mattis, som råber for meget, føler for meget og tit bare ER for meget.
Jeg husker selv de finurlige historier om Mumitroldene fra da jeg var barn, og lige nu læser jeg romanerne sammen med min datter på syv år. Det er første gang vi begiver os ud i så lang en bog med så få billeder, men min datter er helt opslugt af Tove Jansons univers. Det dejlige ved Mumidalen er, at alt logik og normalitet er ophævet med største selvfølgelighed. Jason har skabt et eventyrunivers der ikke minder om noget som helst andet, og det er intet mindre end fortryllende og befriende.
Måske faldt det samme med et udslag af weltschmerz eller en ulykkelig forelskelse, i hvert fald husker jeg den her bog som noget ganske særligt; den boede hos mig i lang tid og Lynggaard kune male personer, jeg troede og tror på.
Da jeg var barn, hørte jeg alle historierne om Peter Plys på kasettebånd. Gerne i sengen inden jeg skulle sove. Her lagde den folkekære skuespiller Helge Kjærulff-Schmidt (ham der har rollen som Lærer Andersen i Matador) stemme til selveste Peter Plys. Jeg elskede historierne og sidenhen, da jeg selv kunne læse, slugte jeg bøgerne med de fine illustrationer af Ernest H. Shepard. Min søster, der er 5 år ældre end mig, både lyttede til og læste Vinden i piletræerne af Kenneth Grahame. De historier kunne jeg på ingen måde holde ud, fordi de var så sindssygt uhyggelige.
Jeg læste hele Skammer-serien som barn, og jeg husker stadig hvor stor en læseoplevelse det var. For det første vækkede Dian så meget genkendelse hos mig selv. Jeg kunne virkelig spejle mig i hendes følelse af at være anderledes og det at have svært ved at passe ind i det lille landsbysamfund. For det andet havde jeg ikke særligt stor erfaring med at læse fantasy, så der åbnede sig en helt ny og kæmpe stor verden for mig. Jeg husker især tydeligt hvordan skildringen af Dinas far og hans evner var spændende og uhyggelig.
Manner, jeg har læst den bog mange gange for min datter i den periode, hvor hun stod op kl. 5 hver eneste morgen. Det fungerede utrolig godt med en bog på rim, for det er let at huske udenad og det betød, at jeg efterhånden kunne læse bogen for hende med lukkede øje – det gjorde det lidt mere tåleligt at skulle så tidligt op i de lange, mørke vintermåneder.
En af de første nye ungdomsromaner jeg læste, efter at jeg var startet på HB. Den er sindssygt stærk i sit sprog og sin historie, den er voldsomt bevægende, næsten ubærlig til sidst, og så rummer den kampscener som jeg ikke har oplevet så godt beskrevet før. Jeg synes, den er en af de få ungdomsbøger jeg har læst, som henvender sig direkte til drenge – og åbenbart til voksne mænd. Her er forelskelse, kærlighed, uretfærdighed, vold, død, sex.
Det er over 20 år siden jeg læste denne bog i folkeskolen, og jeg kan egentlig ikke huske den præcise handling. Den har ikke desto mindre gjort stort indtryk på mig, for den vender stadig tilbage til mig, med jævne mellemrum.
Jeg fik den læst højt af min farmor, mens jeg og mine fætre og kusiner blev passet hos hende en sommer. Der var badebassin på hendes overdækkede terasse, der var frosne jordbær og en hængekøje. What’s not to like. Det var uforglemmeligt og gav mig selv lyst til at læse.
Dette var muligvis den første fantasybog jeg læste som barn, og jeg var vild med den! Opdelingen i Det smukke land hvor alting er ordentligt og alle følger regler og alt står snorlige, og så Fuglelandet hvor skønhed og kreativitet er i højsædet, er måske simpelt og karikeret, men ikke desto mindre får man som barn en dybere forståelse for helheder og at der ikke nødvendigvis kun er en rigtig måde at gøre tingene på. Og så elskede jeg bare portrættet af det smukke, kreative og hjertevarme mennesker i fuglelandet.
Det var den bog, det vækkede min 3(næsten 4)-årige datters trang til frække ord. Ikke så meget fordi far’en i bogen bander. Men fordi Sallys lillebror siger ”æ-bæ bussemand, tissemand og blespand” og dér er bare sjovt. Det gik hun og halv-sang i ugevis.