Blodlag af Johan Theorin

Blodlag af Johan Theorin

05.11.14
Johan Theorins romaner er langt mere end blot kriminalromaner. De handler også om skæbne, mytologi, sagn og historie på Øland.

Endnu en fantastisk velskrevet Ølands-krimi fra Johan Theorin. Romanerne i serien kan sagtens læses helt uafhængigt af hinanden, selv om der er personsammenfald i 1. og 3. del, hvor den 82-årige Gerlof får sig selv anbragt i begivenhedernes centrum.

Hovedpersonen i ”Blodlag” er den nyligt fraskilte Per Mörner, som kæmper sin egen kamp for familien. Hans datter er meget syg, og hans gamle far, som han aldrig har haft noget varmt eller særlig nært forhold til henvender sig pludseligt for at få hjælp. Afstanden mellem far og søn har noget at gøre med at faderen siden 70’erne har arbejdet i Pornobranchen, og det ”lugter” jo straks lidt af kriminalitet. Der er mordbrand, vold og mystiske forfølgere i hælene på Pers gamle afasiramte far, og så må det jo være en kriminalroman, ikke?

Og dog – Johan Theorins romaner er langt mere end blot kriminalromaner. De handler også om skæbne, mytologi, sagn og historie på Øland.  Pers nabo er en kvinde, som er født og opvokset på Øland. Hun tror på den mytologiske elver-verden, og har svært ved at holde sig til virkeligheden. Her fortæller Johan Theorin historien om en barndom i 50’ernes Øland præget af total fattigdom og omsorgssvigt.

Fællestræk for Johan Theorins 3 Ølands-krimier er at de alle har et overnaturligt islæt, der er et historisk lag og så naturligvis et mord eller en mystisk forsvindingssag. 

Grunden til at jeg er så vild med Johan Theorins bøger er nok, at det ikke er krimiplottet, som er brændpunktet i romanerne men mere mystikken og relationerne mellem romanpersonerne.  Romanerne er vildt spændende og hvis jeg skal sammenligne med noget, kunne det være Håkan Nessers romaner: f.eks ”Menneske uden hund” eller ”En fortælling om Hr. Roos” – det kunne også være Kate Atkinsons romaner f.eks. ”Familiehistorier” eller ”Hvornår kommer den gode nyhed?”

Materialer