Bevægelse? Det er noget, man læser om

Jeg stod på skateboard engang. Nej, vent, det er forkert formuleret: jeg stod på skateboard én gang. Det tog cirka 7 sekunder og endte med mig på jorden og med en smertefuld bevidsthed om en udsat del af min krop. Det var et vigtigt trin i en proces, der lærte mig, at jeg er bedre til at læse om visse ting, end jeg er til at udføre dem selv - på den måde har jeg undgået mange ubehagelige oplevelser, og samfundet har sparet utallige kroner i sygepleje.

Til gengæld har jeg fået utallige timer med gode oplevelser i læselampens skær, og her er fem gode bøger, du kan læse og på den måde undgå brækkede ben, ydmygelser og andre bevægelsesrelaterede dårligdomme. Det er ikke instruktionsbøger, for hvem gider høre om, hvordan den eneste vej til lykken er at løbe mindst to iron man om måneden - nej, det er bøger skrevet af folk, der forstår at fortælle og formidle en glæde.

Det er bøger, der næsten kunne få mig op ad sofaen.

SKATEBOARD

Min personlige empiri fortæller mig, at skateboards er lave dødsmaskiner - men det forhindrer ikke folk i at udnytte dem til at lave overraskende og fascinerende opvisninger. Det er lidt som at se folk danse ballet med en AK47'er.

En flot introduktion til den sportsgren finder du i Henrik Edelbo og Rasmus Folehave Hansens bog "Dansk skateboarding". Det er en 300-siders sag, der især byder på et hav af billeder fra 1970'erne frem til 2010'erne, og det er en fornøjelse at bladre igennem. Indimellem byder de to forfattere også på historie og nedslag i nogle af de kulturelle centre for skaterne. Det er en fin bog, der måske ikke får dig til at skate, men dog kunne få dig til at forstå dem, der gør (og gjorde). Og så var det en bonus, at jeg slog op i den og med det samme kunne se et par ungdomskammerater.

GADEIDRÆT

Skateboarding er også en gadeidræt - et udtryk, som jeg ikke havde hørt før, og hvis første konnotation var noget med asfaltstumper i hudafskrabninger på hænder og knæ. "Asfalt" er sjovt nok også titlen på en bog af Klaus Slavensky, så helt fejl tager jeg ikke.

Gadeidrætten er der, hvor ideerne opstår - det er parkour, roller derby, BMX og andre udfoldelser, der er vokset op som mælkebøtter gennem asfalten. Der er også en del billeder i Slavenskys bog, men noget mere tekst, da han interviewer forskellige udøvere. Det er en spændende måde at formidle entusiasmen og kreativiten og den betydning, det kan have for folks liv, at de kan udfolde sig fysisk - og det gør "Asfalt" til en bog, der er rigtig god at lave nedslag i, alt efter hvad man finder interessant i dag. En god bog at have liggende på sofabordet til den pludselige interesse.

FRIDYKNING

Fridykning er grundlæggende den ekstreme udgave af legen "Lad os se, hvem der kan holde vejret længst", som vi legede som børn. Med udbygningen "og se, hvor langt vi kan dykke imens". Hvor jeg så "Dødens gab" i en ung alder og lærte at holde mig fra havet, må andre have set "Le Grand Bleu" og lært en helt anden lektie.

I al fald er fridykning en sportsgren, der dyrkes over hele kloden. Eller de 70%, der er vand. Og få har dykket så dybt på et enkelt åndedrag som Nicholas Mevoli. Den unge amerikaner tog sporten med storm, men i sidste ende var det også det, der slog ham ihjel. Den historie - både om Mevoli og om fridykningen - fortælles i Adam Skolnicks "One Breath", der fører læseren frem til det sidste, skæbnesvangre dyk. Det er ikke en bog, der får mig til at ændre holdning til fridykning som noget, jeg skal holde mig fra - men det er historie, der kan binde folk til sædet.

BOKSNING

Boksning er nok en sportsgren, der kunne få mig til at bevæge mig - men hovedsageligt i løb. Væk fra modstanderen. Det ændrer dog ikke ved, at det kan være spændende at læse om. Og lige der er der naturligvis en enkelt person, som træder frem.

Muhammad Ali, født som Cassius Marcellus Clay, er et af de få navne på sportsfolk, der har fæstnet sig i min hjerne - nok i lige dele på grund af hans opførsel uden for bokseringen og hans (fiktive) boksekamp mod Superman (i en tegneserie udgivet i 1978). En mand, der kunne svæve som en sommerfugl, stikke som en bi og gå én til én mod den stærkeste superhelt af dem alle, er naturligvis værd at vide mere om. For mig ville hans liv som militærnægter og politisk aktivist nok være mest interessant, men Jonathan Eigs biografi "Ali: et liv" kommer hele vejen rundt.

Jeg mistænker dog, at den ikke nævner Superman. Men det skal ikke forhindre den i at optræde på min liste over bøger, jeg vil læse.

LØB

Det er nok ved at være tydeligt, at jeg ikke på nogen måde er sportsmand. Jeg vil hellere læse end stæse - men når nu de to ting kan kombineres, så er det da fristende. Haruki Murakami er populær for romaner som

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe "Kafka på stranden", "Mordet på kommandanten" og "1Q84" - mit forhold til hans bøger er ambivalent, men jeg kan ikke komme udenom, at han kan skrive. Så det er naturligvis værd at interessere sig for, når han fortæller om at løbe, og det gør han i bogen "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe", et interessant indblik ind i det kreative maskinrum hos en stor forfatter.

Således er der fremlagt fem muligheder for at bevæge hjernen og få den mentale puls op uden at lette sig fra sofaen. Husk, at læsning er en sportsgren helt uden tabere.