BEGYNDELSER: Det starter med stemmen
For nylig blev jeg færdig med Rasmus Daugbjergs debutroman, "Rygtet". Det er en fin lille sag, en art magisk socialrealisme, der langsomt lister sig under huden på læseren. Og der bliver den siddende et stykke tid efter endt læsning.
I al fald længe nok til at få mig til at tænke på begyndelser.
Jeg har altid interesseret mig for, hvor fortællinger starter - hvor den tråd, der har ført til den færdige roman mellem ens hænder, startede henne. Der er værker, hvor det er næsten umuligt at forestille sig, hvor jeg ikke kan se for mig, hvordan den tyktvævede kompleksitet, jeg har læst mig igennem, kan være udsprunget fra ét sted - snarere må den være opstået gennem årevis, som en slags geologisk ophobning af ord, temaer, plotpunkter, overraskelser, stemninger, der på forunderlig vis passer sammen.
"RYGTET SIGER..."
Men nu og da læser jeg en roman - som med "Rygtet" - hvor startpunktet føles klart, som en eksplosion et sted tilbage i tiden, der førte til dette punkt. Hvor jeg tænker: "Dette værk må være udsprunget fra dette sted!" Det kan være et klimaks, en følelse, en scene, et billede, en stemning. I "Rygtet" er det en stemme.
Daugbjerg starter, henvendt til læseren: “Ira siger, at du står ude på rugmarken om natten. Hun siger, at du hyler.” Stemmen er der med det samme, et talerør for landsbyen frustrationer, uvidenhed og frygt. "Du" er flyttet til landsbyen for ikke længe siden, og folk stoler ikke på dig. Rygtet har et og andet at side, historierne om dig bobler frem fra ukendte kilder. Og de griber om sig, de fortæller om andre af landsbyen beboere, de kommer ind fra skoven og fortæller om urhullet, der vokser, de gjalder i kirken, hvor en klokke burde være, de flokkes om hinanden. Daugbjerg fortæller en velkendt historie, men han fortæller den med en næsten hypnotiserende stemme.
Det er svært ikke at forestille sig, at det er startet med den stemme. Med lyden af den, ideen om den, ekkoet af den, der nåede frem til forfatteren.
EN STEMME STÅR IKKE ALENE
"Rygtet" fik mig til at tænke tilbage - ikke kun om sig selv som værk, men også i min nylige læsning. For jeg har haft den samme oplevelse før, at stemmen er det punkt, hvor udspringet er. Og i al fald to titler talte til mig.
I "Lanny" af Max Porter er stemmen rungende og altovervældende. Og den er ikke menneskelig. Den tilhører Døde Papa Skælrod, en entitet, der både er og er i landet og naturen og landsbyen - den svævende usynligt og tavs og snakkende mellem folks liv og betragter bl.a. titlens Lanny, en ganske særlig dreng, der har vævet sig ind i flere menneskers liv. "Lanny" er en bog med mange stemmer, for den fortælles svævende ind og ud af menneskeliv, men stærkeste står dog Døde Papa Skælrod.
Jeg har svært ved at forestille mig, at bogen skulle være startet andetsteds - og jeg har svært ved at tro, Porter kunne undlade at skrive den, når først han havde hørt den stemme.
En helt anderledes røst, sitrende usikker, er der i "Hver morgen kryber jeg op fra havet" af Frøydis Sollid Simonsen. Den er også så meget mere menneskelig end de to andre her, fordi den tydeligvis er forfatterens egen.
"Hver morgen..." er en samling af korte tekster, der guider læseren gennem efterdønningerne af et brud. Og hvor Rygtet undergraver, og Døde Papa Skælrod buldrer, bygger Simonsen et skrøbeligt stillads op med sin stemme - det er en tilsyneladende umulig konstruktion, der holdes sammen af humor og videnskab og en fortæller, der er helt sin egen.
"Rygtet", "Lanny" og "Hver morgen kryber jeg op fra havet" er tre forunderligt forskellige fortællinger, som bindes sammen af deres særegne stemmer - og deres evne til at tryllebinde deres læser. Læs dem, siger min stemme, hvor spinkel den end er i denne sammenhæng, du vil ikke fortryde det.