Bedre golf

21.07.15
De 5 bøger, du skal læse

Forleden gav vi jer 5 alternative golfbøger, som nok er mest interessante, hvis man i forvejen er golfspiller. Men der skal også være noget mere almindeligt, så vi har vendt os til vores egen golfspiller, Inger Plovst, og bedt hende udpege de fem golfbøger, som du bare bliver nødt til at læse, hvad enten du er helt nybegynder eller garvet golfer.

Normalt kan du møde Inger i Ekspeditionen - eller i færd med at håndtere vores samlingen af tidsskrifter. Men i fritiden er hun ofte på greenen.

Ingers anbefalinger

Som ”garvet” golfspiller med 12 år på bagen indenfor golfens verden – må jeg erkende at 95 % af golfspillet er psykologisk, og golf spilles hovedsageligt på en ca. 14 cm bred bane – afstanden mellem ørerne.

Der findes bøger som omhandler både teknik, gode råd og om det indre spil:

Chartell, Pia: Golf uden grænser.

Spil bedre, kontroller dine tanker – så er alt muligt i golf. Du får, hvad du fokuserer på – positivt eller negativt – og vælg selv, hvilken type golfspiller du vil være.
Let og tilgængelig læsning med mange gode fif til den mentale træning.

Aagaard, Marina: Golf fitness – stærkere fysik og bedre golf.

Lys, luft, skøn natur, god motion samt koncentration og spænding, kampen om at få bolden i hul: Golf er alle tiders bodymind motion – træning for både krop og sind… men det kræver fokus og power. Denne bog giver gode eksempler på hvordan du øger din smidighed og øger din selvtillid.

Buckhøj, Morten: Politikens store golfbog.

Dette er en allround bog, som alle kan læse med stor fornøjelse – den giver et godt indblik i golfens verden. Her er mange gode råd, både mentalt og hvordan du som nybegynder skal komme i gang.

Sörenstam, Annika: Golf med Annika

Annika fortæller i et dejligt sprog om sin golfkarriere og giver mange gode tips til forbedringer af golfspillet og vigtigheden af at holde sig i form, både fysisk og mentalt.

Dr. Nyholm’s lyntips.

Guru’en indenfor golfverden Leif Nyholm giver gode og nemme tips til forbedring af golfspillet. Her kan du virkelig lære noget og forbedre dit golfsving.

Billedet er CC BY 2.0. Golf i Trysil (beskåret). Johan Wildhagen/Palookaville.

Tags