Arresø af Henrik Einspor
Tidligere på året læste jeg Henrik Einspors semibiografiske roman "Mistet herredømme". En fin fortælling om hvordan en dreng oplever sine forældres skilsmisse. I "Arresø" følger vi drengen i årene efter, mens han udvikler sig fra barn til ung.
Det er en historie om venskaber, om glæden ved tegneserier, om opdagelsen af onani og piger, om musik, cykling og bristede illusioner.
Hvor den første roman fortælles af drengen, kommer vi endnu tættere på i "Arresø" med en jeg-fortæller. Måske fordi minderne står tydeligere nu? Eller måske fordi det simpelthen er lykkeligere tider?
I fine, små tekster hører vi om særlige minder, som med overraskende styrke får oplevelserne til at stå lyslevende for læseren. Historien om opdagelsen af bladet GRU bragte mig fluks tilbage til min egen fascination af bladet, ligesom beskrivelsen af en knivleg, der går galt, fik mig til at huske forbudte lege, som de voksne helst ikke skulle opdage.
Einspors bøger giver mindelser til Martin Jensens to romaner "Ej så svært" og efterfølgeren "Og en i mente", der ligeledes fortæller om barndommen. Jensens romaner udspiller sig et par årtier før, og skrivestilen er anderledes, men begge forfattere fortæller med barnets stemme og gør det ualmindelig godt.
Henrik Einspor er mest kendt som børnebogsforfatter, men med disse to fine barndomsromaner fortjener han at finde et stort voksenpublikum.
Uddrag af "Arresø"
Jeg har set Gasolin' i tv. De nye numre fra deres tredje lp fremført live. Og jeg er behørigt oppe at køre. Især da Beckerlee i den ekstatiske guitarsolo i slutningen af Sju-bi-du-bi-mand går i spagat i tv-studiet med gummirøjser og postjakke og hele baduljen. Da jeg næste dag vil demonstrere hvordan for Jæver, lyder et flænsende knald, da mine gabardinebukser sprækker fra for til agter. Simpelthen flækker. Jæver flækker også; råbegrinende vrider han sig som en spiddet orm, falder ned fra min briks og ruller rundt på gulvtæppet, gispende, hulkende. Hvad er det, der er så sjovt? smiler jeg koldrøvet. Hvad griner du af? Inderst inde er jeg glad for at høre hans latter, for i den periode har han det hårdt.
Nogle år senere er vi gamle nok til at tage til koncert med Gasserne. Pilli Villi var evighedsstudent for fuld musik. Bagefter møder vi dem ude på Milsnersvej. Hele gruppen holder for rødt i deres Plymouth. Og Kim Larsen ruller vinduet ned ved bagsædet og råber hey rødder, men først efter vi har opdaget, at det er dem. Og selvom vi skal nå et tog, styrter vi hen og omringer bilen. Jeg ved ikke med Jæver, men jeg rører ved Kim Larsen. På højdepunktet af bandets karriere. Min hånd på en jakkeklædt overarm. (side 57)