Logo for Friske faustnumre - Film & tegneserier

Apokalypse og storm

11.06.21
Lyt med når Jette Holst hver uge præsenterer nye film og tegneserier.

Lyt til denne og andre episoder af Friske faustnumre: Nye film og tegneserier ved at klikke her. 

Det er blevet den tid på ugen, hvor jeg dykker ned i de nyindkøbte film og tegneserier på bibliotekets hylder for at præsentere de bedste for jer. Her kommer mine tips til ugens friske faustnumre.

Vi starter med tegneserierne, som denne uge byder på eksorcisme, Gud og retro science fiction.

”Samuel Stern - et nyt mareridt” er skrevet af Gianmarco Fumasoli og tegnet af Luigi Formisano. 
Historien handler om Samuel Stern, der er antikvarboghandler i Edinburgh og sideløbende arbejder som eksorcist. En dag bliver han kontaktet af en familie, hvis lille pige er blevet besat af en dæmon, og nu skal Stern både afdække dæmonens identitet og uddrive den.
”Samuel Stern ” er en ny italiensk tegneserie, som er planlagt med at udkomme hver anden måned. Tegningerne er sort/hvide med ferm brug af både skyggevirkninger og store hvide flader, og der er skruet op for de makabre detaljer. 
Jeg kender hverken forfatteren eller tegneren, men glæder mig til at se nærmere på dem.

I ”Apokalypse” der er skrevet af Emilio Balcarce og tegnet af JOK, er et kæmpestort rumskib på vej mod jorden. Skibet viser sig at indeholde Guds ligkiste, som arkæologen Augustin Feder og hans medhjælper Rebecca skal undersøge. Hvad er sandheden bag det mystiske rumskib?
Lektøren roser ”Apokalypse” som en tankevækkende højdramatisk fortælling, der er kunstnerisk flot tegnet, og får læseren til at tænke vigtige tanker om, hvad eller hvem Gud er.
JOK er på dansk også kendt fra vampyrhistorien ”40 kister”, mens ”Apokalypse” er Balcarces første udgivelse på dansk.

Den sidste tegneserie i denne omgang er ”Storm – ørkenfolket”, som er skrevet af Dick Matena og tegnet af Don Lawrence.
Vi er nået til tredje bind i serien om Storm, som er fanget i en fremtid fyldt med galninge, mutanter og en fremmedartet natur. Sammen med kvinden Rødhår er han på vej igennem en ørken, der engang var et verdenshav, men de bliver taget til fange og tvunget til at deltage i et grusomt eksperiment.
Serien om Storm udkom første gang i 1980’erne, men kun tre af seriens album (inklusive prøvealbummet) udkom dengang på dansk. Nu genudgiver forlaget E-Voke hele serien i kronologisk rækkefølge, så det er første gang vi ser ”Ørkenfolket” på dansk. 
Er du til sci-fi fantasy, som blander fremtidsteknologi med ældgamle kulturer, så er Storm serien for dig.

Det blev kun til en enkelt film denne uge, den romantiske feelgood film ”The High Note”.
Den unge musiknørd Maggie (der spilles af Dakota Johnson) drømmer om at blive producer, men arbejder i stedet for den krævende superstjerne, sangerinden Grace Davis. Da Maggie støder ind i den unge talentfulde sanger David, udgiver hun sig for at være producer, og begynder at arbejde med hans sange i sin fritid. Men Maggie har svært ved at jonglere begge jobs, og da Grace fyrer hende og David opdager at hun slet ikke er producer, tager hun hjem til sin far.
”The High Note” har måske ikke fået de bedste anmeldelser, men scorer dog 6,4 på IMDB. Desuden har den et super soundtrack, og ind i mellem er det jo bare ’bred ymer’ at hygge sig med et romantisk drama.

Det var de tegneserier og film, jeg havde udvalgt i denne uge. Forhåbentlig er der også noget for dig.

Mit navn er Jette Holst. Jeg håber vi høres ved …

Materialer