Anbefalinger: Lydbogen Sadie og eReolen Global

27.06.19
Jeg vil gerne anbefale to ting, som hænger sammen. Det ene er en lydbog. Det andet er eReolen Global, som er den app/hjemmeside, hvor man kan høre lydbøger på engelsk!

Lydbogen er Sadie af Courtney Summers.

Det er en barsk historie om den svigtede 19-årige Sadie, som mister sin højt elskede lillesøster, Mattie. Sadie har taget sig af søsteren hele hendes liv, og føler sig tynget af sorg og skyld. Efter Matties død stikker Sadie af fra den trailerpark, hvor hun og søsteren har boet selv. Men hvad stikker hun af fra? Eller hvor stikker hun af til? Det er det, historien handler om og som langsomt afsløres for lytteren.

Det er ikke bare en almindelig lydbog, hvor en mand eller kvinde læser historien op. Det er snarere en blanding imellem en lydbog og et hørespil. Hver person oplæses af en ny person, enkelte gange er det også baggrundslyde, musik osv. Det fungerer rigtig godt og giver en god effekt – især fordi en del af historien er fortalt, som om det er en podcast.

Sadie selv fortæller en del af historien. Hun er vred og målrettet. Undervejs får vi små, ufrivillige glimt af hendes fortid. Måske ville det blive for meget, hvis hun var fortæller hele vejen igennem, men hendes fortælling suppleres af West McCray, som længe efter de egentlige begivenheder finder sted, laver en podcast om hendes forsvinden. De to niveauer i historie foregår ikke på samme tid, men flettes sammen.

Det lyder måske forvirrende. Det er det faktisk ikke. Det giver en god vekselvirkning imellem at se tingene indefra og udefra. Imellem den vrede, unge pige og den voksne, rolige mand. Imellem en fortælling som foregår i nuet og en retrospektiv genfortælling.
Podcast-funktionen gør det også muligt at skabe en vis spænding og uvished omkring, hvad der er sket.

Og så vil jeg bare lige sige: Jeg er en feel-good kind of girl. Og så åbenbart alligevel, for der var intet fell-good ved den her historie! (PLOT SPOILER ALERT!) Her er hverken lykkelige slutninger, uskyldig barndom, humor eller romantik! Men Sadies historie er fortalt med så meget spænding og action og Sadie har så meget drive, at fortællingen om sorg, svigt og misbrug alligevel glider ned uden at kradse i halsen – samtidig med at historien tager sin hovedperson og hendes følelser alvorligt.

Nå, det var den ene anbefaling. Den anden kommer her: eReolen global. Kender du det? Det er der overraskende få, der gør. Det er som eReolen – bare på engelsk. Det betyder, at der er et helt andet udvalg af lyd- og e-bøger og masser af gode, britiske og amerikanske oplæsere.

Jeg tror, der er en anden kultur for lydbogsoplæsning på engelsk. Helt for egen regning, så synes jeg altså, at rigtig mange af de danske oplæsere er både monotone, langsomme, overartikulerende og keeeedelige. De engelske taler mere hurtigt, frit og naturligt. Måske føles det bare sådan, fordi engelsk ikke er mit modersmål, det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg er storforbruger af lydbøger, og de sidste 6-7 år er jeg i stigende grad gået over til at høre dem på engelsk – de bliver simpelthen læst bedre op. Så jeg blev glad, da jeg opdagede eReolen global!

Det skøre ved eReolen global er, at der er en eller anden licensaftale, der gør, at en lydbog eller e-bog kan stå som udlånt. Som om der er tale om et fysisk eksemplar. Så kan man skrive sig på til den, præcis som ved en gammeldags papirbog på det rigtige bibliotek, og så får man en mail, når bogen bliver ledig.

For dig, som ikke kender eReolen: Det er en app og en hjemmeside, hvor du kan låne lydbøger og e-bøger med dit cpr-nummer og din bibliotekskode. Skide smart.

https://ereolenglobal.overdrive.com/

https://ereolen.dk/