Forside til bogen "Altid tilgivelse" af Anne B. Ragde

Altid tilgivelse af Anne B. Ragde

12.01.17
”Altid tilgivelse” er et pragtfuldt gensyn med familien fra Neshov, som vi husker fra triologien "Berlinerpoplerne"

I ”Altid tilgivelse” er der gået 3,5 år. Torunn har levet sammen med den notoriske utro hundeopdrætter Christer i det østlige Norge, men hun ejer stadig Neshov ved Trondheim, som hun arvede efter Tors død. Erlend og hans mand Krumme er blevet fædre, og lever nu et lykkeligt storfamilie-liv i København med deres to lesbiske veninder, som er mødre til de tre fælles børn. Margido har travlt med sin bedemandsforretning, og lever ellers sit stille fredsommelige liv med jævnlige besøg hos faren på plejehjemmet.

Torunn er blevet 40 år og er langt fra tilfreds med sit liv. Da Christer lufter sin nye flamme lidt for åbenlyst, tager Torunn en hurtig beslutning og besøger uanmeldt Margido. Trods hendes bratte exit sidst de sås, tager han imod hende med åbne arme, og det bliver en ny start for Torunn, som beslutter sig for at flytte tilbage til Neshov.

Det er længe siden, jeg læste de første tre bøger i serien, så detaljer fra historien er naturligvis gået tabt. Anne B. Ragde får dog samlet løbende op på tidligere begivenheder, og jeg synes hurtigt, at jeg kom tilbage i universet.

Romanen fortælles i to dele. I første del hører vi om, hvordan det er gået Torunn, Margido, Erlend og farfaren siden sidst, mens anden del handler om Torunns rejse tilbage til Neshov. Selvom historien ikke er så handlingsmættet som i de første bind, så står personerne så lyslevende, at man bare vil vide mere om dem.

Ragde skriver som altid godt og levende, og ”Altid tilgivelse” er et pragtfuldt gensyn med familien fra Neshov. Her er mere feel-good stemning end i de første bøger, men Ragde serverer stadigvæk en anderledes familiesaga med et twist. En stor anbefaling herfra. 

Materialer