Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen
Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen

Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen

05.04.21
Uden filosofi ville vi ikke forstå, hvorfor universet ser ud, som det gør, eller forstå livets udvikling på Jorden. Naturvidenskab er filosofi, og for bare 150 år siden var det en selvfølge.

Jeg må desværre erkende, at jeg aldrig har tænkt over, hvordan naturvidenskaben er udsprunget af filosofien. Den mangel gør Bo Karl Christensen kort proces med her i "Af stjernestøv er du kommet", hvor han gennem besvarelsen af fem spørgsmål giver os svar på, hvorfor vi er til.

  • Hvorfor eksisterer verden?
  • Hvad er virkeligheden lavet af?
  • Hvorfor er der liv?
  • Hvorfor er der mennesker?
  • Hvad er bevidsthed?

Christensen forklarer, hvordan de græske filosoffer i antikken skabte videnskab ved at observere og afprøve. Hvordan Parmenides introducerede idéen om metode, som er afgørende for moderne videnskabs succes. Hvordan Platon (blandt meget andet) gav os en definition på viden. Hvordan Demokrit argumenterede for atomer, som de mindste fysiske bestanddele, der ikke længere kan deles. Og hvordan Aristoteles anses for både zoologiens, biologiens og botanikkens fader, og hvis tilgang til viden er kimen til den splittelse i filosofiens historie, som til sidst gør, at naturfilosoffer går over til at kalde sig ‘scientists’.

Christensen kommer også omkring Einsteins relativitetsteori, Big Bang, Higgs-partiklen, kvantefysik, strengteorien og meget mere undervejs i bogen, og hver gang perspektiverer han opdagelserne med deres historiske oprindelse.

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår alt i "Af stjernestøv er du kommet", men der er ingen tvivl om, at Christensen får forklaret rigtigt meget på få sider, og endda gør det spændende og i et forståeligt sprog. Så vil du have en lidt større forståelse af, hvorfor vi er til, så er Bo Karl Christensens bog et godt sted at starte.

Materialer