Forside til bogen Abelone på Bangsbo af Bent Haller

Abelone på Bangsbo af Bent Haller

20.09.17
Abelone klipper sit meget lange smukke hår af i protest.

Bent Hallers oldemor stak af. Hun nægtede som 17-årig at vende tilbage til den plads forældrene havde skaffet hende. Snavset og overgrebene ville hun ikke finde sig i, og i stedet skaffede hun sig selv en ulønnet plads som stuepige på Bangsbo gods. Bangsbo var i perioden 1891-1909 ejet af politiker og journalist Johan Knudsen. Gæstfrit inviterede han jævnligt forfattere og andre kulturpersonligheder til længere ophold på godset. Bangsbo-kredsen blev de kaldt og Herman Bang, Gustav Wied, Betty Nansen, L.A. Ring m.fl. var blandt de mange indbudte gæster. Det gav travlhed for tjenestefolkene og Abelone fik langsomt men sikkert gjort sig uundværlig.

Abelone er meget betaget af ”den kulturelle klasse”, og særligt glad er hun for Herman Bang, måske har hun ligefrem forelsket sig i den lille sære mand. Det er en herskab/tjenestefolk-roman – måske et nordjysk svar på ”Downton Abbey”. Oldfruen er ikke til mænd, og hun har kastet sin kærlighed på Abelone. Det kommer der en hel del drama ud af, dog stadig på den stille nordjyske måde. Ingeborg Skeel spøger lidt i baggrunden, men sådan rigtig farligt bliver det heldigvis aldrig. Jeg var vild med romanen, - ja, jeg er i det hele taget meget glad for den flittige Bent Hallers romaner. Jeg læste i et interview med forfatteren at han har Aspergers syndrom, og derfor trives dårligt i sociale sammenhænge. Han vil helst skrive, skrive, skrive og har det bedst i sit arbejdsværelse med arbejdet. Derfor er det blevet til mere end 100 bøger.  Det er en let læst hyggelig roman hvor Bent Haller flirter lidt med tanken om, at han måske kunne være en efterkommer af Herman Bang.

Materialer