Uddrag af forside

Årets særeste og sjoveste krimi

04.12.21
Tag med nordpå, hvor mordgåder, folketro og myggesværme blandes til noget helt forunderligt.

Man skal selvfølgelig passe lidt på med den slags store ord i overskrifter - for sandheden er, at jeg ikke læser synderligt mange krimier. Men samtidig har jeg svært ved at forestille mig, at der skulle være udkommet noget i år, der helt kan måle sig med Juhani Karilas "Jagten på¨den lille gedde".

En ung kvinde ankommer til Lapland for at fange en gedde. Som læser ved vi ikke helt, hvorfor den gedde er så vigtig for Elina - men vigtig er den. Livsvigtig, endda. Snart efter ankommer en anden kvinde, Janatuinen. Også hun er på jagt, men hun er politikvinde, og hendes bytte er Elina. Hvilken forbrydelse der er sket, ved vi ikke, men Janatuinen er stålsat på at fuldføre sin mission, selv om alle har frarådet hende at drage ind i området.

Snart begynder tingene at blive komplicerede for de to. For det er et ganske andet land, de har bevæget sig ind i.

En nøkke har slået sig ned i det vand, hvor Elinas gedde bor, og den har ikke tænkt sig at lade hende fange gedden. Og Janatuinens forespørgsler fører til, at hun bliver prakket en skovtrold på. En fåmælt og ganske hyggelig en af slagsen, men alligevel ikke noget, hun er vant til at håndtere.

Det andet land, som de har bevæget sig ind i, er et, hvor folketroen er ganske levende og håndgribelig - og hvor det bare er noget, man lever med. Når der er vættenat, går man ikke ud, for alle kender nogen, som begik den fejl. Karilas lister stille og roligt læseren ind i den lettere absurde verden gennem en indforstået jovialitet, der gør alting så ganske naturligt. Selvfølgelig er der skovtrolde, og nogle gange skal man give dem en gave for at få dem til at gøre det, man vil have dem til. På fin vis får hun opbygget en folketro-logik, der binder hele historien sammen.

Ovenpå det ligger lag af både krimi og western - og først og fremmest humor. "Jagten på den lille gedde" har så stort at glimt i øjet, at man kunne fristes til at anbefale solbriller til læseren. Jeg samlede den op uden at kende noget til den og fik serveret, hvad der nok er årets mest underholdende læseoplevelse for mit vedkommende. Den formår at være sjov, opfindsom og gribende på samme tid, og det er en sjælden bedrift. Hurra for det, hurra for "Jagten på den lille gedde".

Materialer