Årets bøger - Thomas B.´s 3 bedste fra 2020

Lanny af Max Porter

Nu til en ganske ganske særlig bog. Jeg tror aldrig, jeg har læst noget, der kan sammenlignes med romanen Lanny af Max Porter. Den er ganske enkelt  unik – både i plottet, i opbygningen og strukturen, men også i, hvordan fortællingen rent grafisk tager sig ud på bogens sider.
Bogen er fyldt med stemmer. Mange forskellige stemmer, der er med til at fortælle historien. Bogen er opdelt i tre større afsnit. 

I det første bliver vi sporet ind på historien. Vi dumper ned i en lille by i England, hvor vi møder drengen Lanny, hans mor og hans far og den her lidt skøre gamle billedkunster, der bliver kaldt Gale Pete. 
Lanny går meget for sig selv, bygger huler og snakker med træer og buske. Han er ikke som børn er flest, han er speciel – og det er svært at få greb om, hvad der er med ham. Måske er han autist, måske blot et følsomt barn med en vild fantasi og måske er han mere en lille fyr beriget, med en stærk evne til at se ind bag forhængene her i livet.

Lannys forældre er bestemt ikke indstillet på samme frekvens som deres søn. Særligt ikke faderen, som ikke forstår Lanny og gang på gang tager sig selv i ikke at føle nok for sin egen søn. Og så sker det pludseligt en dag, at Lanny forsvinder sporløst.

Er det Gale Pete, der har bortført ham eller er det mon den her mytologiske figur ved navn ”Døde Papa Skælrod”, som er én af stemmerne i bogen. Han er en diffus karakter som måske mest af alt er naturen personificeret. Han har været i byen siden tidernes morgen, og hans stemme er stemmerne fra alle dem, der bor i byen og har boet der.

I andet afsnit er det alle de mere eller mindre fordumsfulde stemmer fra byens borgere vi hører. De har hver i sær en mening om den forsvundne Lanny, og om forældrene og om årsagen. Et fantastisk afsnit som viser mange sider af os som mennesker, vores medfølelse og forståelse for andre og ikke mindst mangel på samme.
I tredje afsnit er der tæppefald. Det er her sandheden forsøger at trænge igennem og ud på siderne, og det er her vi møder Døde Papa Skælrod i en meget bizar og mindeværdig passage, som jeg ikke kan røbe mere om.

For bogen er en oplevelse. Den er vanvittig dragende, den er mystisk og ikke mindst helt igennem poetisk. Og så har den et sprogligt overskud af en anden verden. 

Her kan du høre Thomas B. læse anbefalingen højt.

Ulvesommer af Hans Rosenfeldt

Man finder en død ulv med menneskekød i maven i ødemarken i nærheden af byen Haparanda, som er en af de østligste svenske byer på grænsen til Finland. 
Man finder også ud af, at der har været et blodigt opgør, et shootout i selvsamme område da man finder en stak døde gangstere –heriblandt både finnere og russere. Det har handlet om et kæmpe parti amfetamin og en kæmpe sum penge. Begge dele er væk, så en eller anden er undsluppet slagmarken. Og vi ved jo alle sammen, at når der er døde russere iblandt, så er det alvor og så står det slemt til for den eller dem, der sluppet væk. 

Historien udvikler sig hastigt på grusomste vis, og bagmændende bl.a. sender en kold og toptrænet kvindelig lejemorder ud for at lokalisere penge og stoffer. 

I en anden gren af historien følger vi vores hovedkarakter som er Hannah – en køn politikvinde i overgangsalderen med masser af svedeture. Sammen med sit team kobler hun sig på efterforskningen af sagen. De to fortællespor plus et tredje, som jeg ikke kan afsløre her, gnaver sig langsomt, men sikkert ind på hinanden i det, der ender med at blive en vanvittig velskrevet og topunderholdende thriller - med den ene mindeværdige spændingsepisode efter den anden. 

Og, hvis der er noget, Hans Rosenfeldt kan, er det at skrive intens og indestængt suspense, hvor hele scenen og siderne dirrer af spænding og uro. Eller man kan snarere kalde det ”skævredent suspense”. For det forfatteren gør er at afsløre udfaldet af en given situation (det kan være et mord). Vi ved det sker, men ikke, hvordan det kommer til at ske – og spændingsfokus forflyttes således. 

Forestil dig, at vi i en film ser en en mand dø, han bliver skubbet ud fra et højhus. Vi klipper og dumper ned tidligere i mandens liv, hvor vi følger ham og får knyttet karakteristika og personlighed til ham – ting der gør, at vi har interesse for ham og gider at investere følelser i ham. På denne måde er vores indlevelse og fornemmelse af suspense desto højere. Vi ser ham så pludselig på gaden, hvor han står ved indgangen til højhuset. Kameraet tilter opad bygningen, manden går ind og BAM – vi ved, hvad der skal ske og spændingen sættes i gear.

Det er et velkendt filmgreb, som Hans Rosenfeldt benytter sig af da han selv er mester udi filmmanuskripter og bl.a. har skrevet til manus til Broen og til den engelske spændingsserie Marcella. 
Og skulle jeg vælge èt (eller fire) ord at knytte til Ulvesommer, kan det kun være - effektiv (som bare pokker). 

Her kan du høre Thomas B. læse anbefalingen højt.

Der hvor skyggerne faldt af Astrid Ehrencron-Kidde

Og nu til et sandt litterært fund. For et par år siden faldt forlaget Escho og deres serie for grotesker, som de kalder det, over et overset forfatterskab i dansk litteraturhistorie. Det drejer sig om forfatteren Astrid Ehrencron-Kiddes tekster fra slutningen af 1800-tallet, som af uransagelige grunde, kan man synes, har været gemt væk og pakket allernederst i den store danske litteraturkiste. Højst sandsynligt fordi romaner og tekster af mænd i hendes samtid bevidst har været placeret øverst. 

Men bedre sent end aldrig for nu er hendes værker fundet, støvet af og altså givet videre til os gennem to absolut stemningsfulde samlinger af poetiske, sære, gotiske fortællinger om den gennemgående karakter Martin Willéns underlige hændelser. 

I 2018 kom samlingen med den fantastiske titel Det sukker så tungt udi skoven og i 2020 fik vi så Der hvor skyggerne faldt. Og det er en meget rammende titel på det, vi i bogen bliver inviteret med ind i. For det er i skyggerne eller på kanten af lyset og mørket at Astrid Ehrencron-Kidde havde parkeret sin fascination og fortælleglæde.

Bogen består af en række fortællinger om karakteren Martin Willén og de mærkværdige oplevelser han kommer ud for, tit i provinsen og i skovene i Sverige, hvor mange af historierne udspiller sig. 
Bogen skriver sig helt tydeligt ind i den gotiske fiktion, med dens sværmen for mystik og gru – både den fysiske af slagsen men også den psykologiske. Vi befinder os hele tiden i det her grænseland, hvor det er svært at skelne mellem, hvad øjet rent faktisk ser og hvad sindet fortæller øjet, det skal se. 

Astrid blev født i 1871 og voksede op på Vesterbro, hvor hun som ganske lille blev eksponeret for en vis form for gru. Hun havde udslæt/ inflammation op af den ene arm og lægen slog fast, at armen skulle af. Astrid var skrækslagen, men moderen insisterede på, at hun skulle beholde armen. Og det var jo godt for ellers havde hun ikke kunne skrive. Om det har været anslaget til Astrids fascination af mystikkens verden, vides ikke. Men hun skriver selv, at hun har et sigte med historierne, som lyder således: "Jeg har søgt at udrede de hemmelige tråde, som efter mit skøn forbinder menneskeskæbner med, ja, endog gør dem afhængige af naturen og de livløse ting”. 

Der hvor skygger faldt er meget interessant litteratur, som i høj grad afspejler en bestemt tid og ikke mindst forfatterens dertil knyttede syn på verden.

Her kan du høre Thomas B. læse anbefalingen højt.