Årets bøger - Lidas 3 bedste 2020

11.01.21
Bliv inspireret af Lidas anbefalinger fra bogåret 2020, som byder en poetisk krimi, en socialrealistisk krimihybrid og en barsk biografi af en krimiforfatter.

Rampen af Jesper Stein

Denne bog har fået meget omtale siden den udkom, og det forstår jeg godt. For det er virkelig en fremragende skildring af en skilsmisse og en opvækst med svigt og alkohol.

Jeg har i 2020 læst en del biografiske romaner, som alle har sat spor i mig, men Rampen kom helt ind under huden på mig, satte dybe aftryk og fik mig til at knibe en tåre eller to.

Jesper Stein er født i 1965 og vokser op i et akademikerhjem i Risskov ved Århus. Vi kommer ind i Jespers liv i 2. g. hvor han er klar over at hans far er utro og herefter falder det hele fra hinanden. Faderen flytter sammen med en meget yngre kvinde og Jespers mor falder sammen i huset på Rampen. Der er ikke pyntet på forfaldet hos forældrene, som lider hver for sig. 

Jesper begyndte at skrive Rampen, da hans mor døde og hans eget liv var i frit fald. Han har tidligere skrevet den meget roste krimiserie med Axel Steen som hovedperson.

Vejen Rampen kender jeg ikke, men Risskov kender jeg og selve huset kender mange af os, da det blev brugt i Niels Malmros’ film Skønheden og Udyret og selvom jeg har haft en kedelig opvækst uden de store udsving, kan jeg sætte mig ind i universet omkring Rampen og tiden. 

Rampen er rørende, bevægende, troværdig, ærlig og så smukt skrevet.

PS: Jesper har lavet en playlist på Spotify, så du kan lytte til musikken fra bogen om Jespers opvækst, det giver lige lidt ekstra.

Her kan du høre Lida læse anbefalingen højt.

Digterens død af Torben Munksgaard

Digterens død er en anderledes, poetisk og meget stemningsfuld krimi.

Jeg føler mig hensat til 1980’ernes København og kan se Poul Borum for mig optræde i den, siddende på café Traum!, som er omdrejningspunktet for bogen. 

Et år efter at Pelle begik selvmord er vennen Simon stadig ikke overbevist om at det virkelig var selvmord og sætter sig for at undersøge sagen nærmere. Simons liv er noget rod, han kæmper med at finde sig selv og hvem han er og tanken om at der er en forbrydelse bag Pelles død, giver Simon et mål – han vil undersøge sagen nærmere og som en anden detektiv går han i gang.

Det er en puslespilskrimi og en sag om det låste rum. Simons jagt på, hvad der er sket med Pelle bringer ham rundt i København og giver ham nye holdepunkter, som cafe Traum, der ejes af rappenskralden Jonna.

Torben Munksgaard skriver altid godt, med et glimt i øjet og en nysgerrig tilgang til sit stof, om det er en midaldrende mand, en gammel mand, eller et selvmord som muligvis ikke var det.

Digterens død er første del af Traum-trilogien. Anden del Discodanserens død udkommer op til Krimimessen 2021.

Her kan du høre Lida læse anbefalingen højt.

Fra blokken af Jonas T. Bengtsson

At være eller ikke at være en krimi…. Man kan læse Jonas T. Bengtssons roman som begge dele. Jeg er vild med bogen. Den er skøn, barsk og hårdtslående, med lidt sort humor til at få det barske og trøstesløse til at glide ned.

Som børn var Danny, Malik og Christian bedste venner og voksede op i den samme betonblok i Nordvest. Men siden er de gået hver sin vej – Danny er kriminel og afsoner på sjette år en voldsdom. Malik læser til tandlæge og Christian er blevet politibetjent og har kone, børn og villa. 

Da Danny, til sin egen overraskelse, bliver prøveløsladt, vil han opsøge sine to gamle venner, men hvor er Malik? Spørgsmålet bringer Danny dybt ind i den underverden, der har været en del af hans liv – altid.

Jonas T. Bengtsson har skrevet et fint portræt af nogle af rødderne fra det sociale boligbyggeri. Han åbner blokken for os og viser os at man kan tage drengene fra blokken, men ikke blokken fra drengene.

Det er en meget overbevisende fortælling – igen, havde jeg nær sagt, for Jonas T. skriver altid meget overbevisende og har gjort det lige fra sin debut med Aminas breve

Læs den, hvis du kunne lide Planen af Morten Pape eller Nordkraft af Jacob Ejersbo.

Her kan du høre Lida læse anbefalingen højt.

 

Materialer