Årets bøger: Lene

Hvert år afholder biblioteket "Årets bøger", hvor vi præsenterer nogle af de bedste udgivelser, vi er stødt på i månedernes løb. Biblioteksfolk er forskellige, så der er stor spredning over feltet af bøger, der bliver talt om, og det plejer at være hyggelige og inspirerende arrangementer, der også bliver bragt ud på de små filialer.

Nogle af anbefalingerne har vi indtalt på video, og dem bringer vi her på siden.

Denne gang er det Lene, der fortæller om nogle af sine bedste læseoplevelser fra 2022. Under videoerne kan du også læse teksten, og nederst i indlægget kan du hurtigt komme til at reservere bøgerne.

En kvindes forvandling af Édouard Louis
Oblivion af Anna Elisabeth Jessen
Vener af Fie Frydendal Sigersted

En kvindes forvandling

En lille, men kæmpestor bog, hvis I spørger mig!

Den er fransk, men det bør I ikke lade jer afskrække af. For dette er intet mindre end den største kærlighedsroman fra en søn til sin mor. Så er det sagt.

Historien begynder med lille Eddy. Eddy vokser op i en familie i den nederste socialklasse.

Det er et maskulint miljø. Hvor mænnerne mødes på caféen, mens mor står op – trækker gardinet fra, sørger for maden, rydder op – og om aftenen trækker gardinet for, igen inden mændene kommer fulde hjem.

Eddy er ikke inviteret i mandeklubben, for han er ikke mand nok.
Faren er alkoholiker, har hang til andre damer og benytter gerne enhver lejlighed til at nedgøre moren med charmerende udsagn som ”fede ko” og det, der er værre.

Eddy bliver så vant til at se moren så ulykkelig, at der er en scene i bogen, hvor forældrene holder fest, og da den helt rigtige sang kommer på, begynder moren at danse og grine, hvilket gør Eddy helt utryg. Og ked af det og vred, for han er ikke vant til at se moren glad.

Først da moren endelig flytter fra faren og begynder at finde sig selv i et liv med flagrende kjoler, bare ben, make-up på cykel gennem Paris, ser Eddy moren gennem helt nye og megastolte øjne. Her er en kvinde, der vælger sig selv til, og en søn, der bliver forelsket i det, han ser.

Édouard Louis er udråbt som arbejderklassens talerør, en vred ung mand, og faktisk er han nok ikke interesseret i, at en litteraturelskende midaldrende bibliotekar som mig prøver at identificere sig med historien.

Men det er jeg altså lidt ligeglad med, for hold nu op, jeg har sjældent været så rørt af en transformation, som han beskriver i denne bog.

Oblivion

I bogen Oblivion begynder handlingen på en spejderlejr, der er unge mænd, der er meget unge kvinder, der er fest, og dagen efter er der desværre også en voldtægtsanklage.

Så det her er en bog, der godt kan starte en diskussion om samtykkeerklæring og grænser.

Men da den unge anklagede mand tre dage efter begår selvmord, skifter bogen fokus, og det er her, jeg er blevet grebet så meget af bogen, at den stadig sidder i kroppen på mig.

Vi hører nu, hvordan bl.a. forældre, venner, sygeplejersken har oplevet og ageret den pågældende weekend og de efterfølgende dage.

Da der mange år efter udgives en roman om hændelsen, så hører vi, hvordan disse personer igennem alle de år stadig er voldsomt påvirkede. Der er vrede og sorg, der ikke er helet, men mest af alt står mange af dem med en følelse af, at hvis de – faren, sygeplejersken, vennen, spejderlederen – havde sagt eller gjort anderledes, så kunne verden måske have set anderledes ud i dag.

Denne beskrivelse af, hvordan vi alle holder hinandens liv i hænderne med de ringe, vi laver hinandens liv, bliver pludselig ret skræmmende i dette tilfælde.

Vener

Vener er en barsk, men også rigtig fin slægtsroman af debutanten Fie Frydendal Sigersted, hvor vi møder 4 generationer af kvinder.

Vi følger slægten fra oldemor Jane, som har et sind, der trækker hende mod naturen og det frie liv. Hun lærer om urter og ånder og ender nærmest med at trække vejret i takt med lindetræet. Livet slår dog en kolbøtte, da hun føder barnet Thyra, som hun må efterlade på et børnehjem.

Herefter rulles slægtens historie ud gennem hovedpersonen Margit, hvis liv er ubegribeligt hårdt til tider.

Den her roman kan så mange ting. Vi får f.eks. en virkelig fin historisk beskrivelse af de tider, de fire kvinder lever i. Og så er det naturen og det åndelige, der binder romanen – og slægterne - sammen.

Der er mange steder i bogen, hvor tråde trækkes til tidligere slægter. Og det gav mig en genkendelsens glæde, at jeg tit sad med et lille smil på læben, også når historien var hård.

En utroligt velskrevet bog, som jeg slugte. Og jeg har lyst til at sige ”kom i gang med næste bog” til Fie Frydendal Sigersted. For den vil jeg glæde mig til at læse.