Årets bøger - Jettes 3 bedste fra 2020

11.01.21
Poetisk postapokalypse, isnende uhygge og en samling af stærkt underholdende "hvad nu hvis..."- noveller er på Jettes liste over hits fra 2020.

Næsten her af A. Silvestri

Velskrevet novellesamling der ikke kan undgå at vække til eftertanke.
Næsten her er A. Silvestris 17. udgivelse på blot 10 år. Det virker næsten naturstridigt, at en forfatter kan skrive så mange bøger så hurtigt uden at blive en gentagelse af sig selv. Men A. Silvestri kan. Hver udgivelse er en ny udfordring for læseren på den fede måde, for man ved aldrig hvilken genre eller hvilken skrivestil, han nu har kastet sig over. Det eneste, der er sikkert, er, at det er velskrevet.

Det er også tilfældet med novellesamlingen Næsten her, der indeholder 14 underholdende, tankevækkende og realistiske noveller, som udspiller sig i verdener, der er næsten magen til vores.

Som altid har Silvestri givet sig selv et benspænd under skrivningen. Denne gang er det, at historierne skal udspille sig i en verden, der er ligesom vores blot med én afgørende forskel, og denne forskel skal have afgørende betydning for historien. 

Som for eksempel novellen Man skyder da dyr. Her har det stigende befolkningstal betydet, at næsten alt jord bliver udlagt til landbrug. Som en barmhjertighedsgerning sendes jægere ud for at slå de dyr ihjel, der ikke kan klare sig i denne nye verden. Kolnik er lærling og skal med sin patron Armand skyde en panda. Det er en stor ære, og han forstår ikke, hvordan nogen kan være så onde at forsøge at bevare dyrene, når deres levesteder er forsvundet.

I hver novelle tager Silvestri således en detalje og vender på hovedet. Og det vilde er, at de 14 verdener beskrives så troværdige, at de virker logiske. Novellerne er små perler af “hvad nu hvis-scenarier?” Hvad nu hvis kristendommen tog nadveren bogstaveligt? Hvad nu hvis lægevidenskaben stadig arbejdede ud fra overbevisningen om, at sundhed drejer sig om balance mellem kroppens fire kardinalvæsker: blod, slim, gul galde og sort galde? Hvad nu hvis mændene ikke blev anset som ligeværdige med kvinder, fordi de ikke kan styre deres kropslige lyster? Og så videre.

Samtlige 14 noveller stiller spændende scenarier op, som vækker til eftertanke, samtidig med at Næsten her er voldsomt underholdende læsning.

Var du begejstret for Kaspar Colling Nielsens Dengang dinosaurerne var små og Thomas Korsgaards Tyverier, så vil du også synes om Næsten her af A. Silvestri.

Her kan du høre Jette læse anbefalingen højt.

Mulm af Teddy Vork

Var du vild med Exorcisten, så er du nødt til at læse Teddy Vorks nye roman, Mulm.

Maja og Jacob er sammen med deres 5-årige søn, Johannes, flyttet ind i et ældre hus og glæder sig til livet som husejere. Jacob synes at livet er godt, men en dag ringer telefonen på hans arbejde. Maja er blevet indlagt på psykiatrisk skadestue.

Nu starter en tumultarisk tid for Jacob. Pludselig står han med alt det praktiske omkring Johannes oveni sit sædvanlige arbejde. Dertil kommer naturligvis de mange tanker og følelser, som Majas indlæggelse udløser. Hvorfor opdagede han ikke, at hun var syg? Hvor længe skal hun være indlagt? Har de råd til at blive i huset nu? Hvordan skal han hjælpe Johannes igennem situationen? Og bliver livet nogensinde normalt igen?

Mens Jacob kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, begynder Johannes at ændre sig, og selvom Jacob ved, at sorg og savn kan afføde voldsomme ændringer i opførslen, begynder han alligevel at undre sig. Kan nutidens psykologiske forklaringer være et tyndt dække over en ældgammel ondskab, vi foretrækker at glemme?

Jeg sad med benene trukket godt op under mig i aftenmørke med regnen piskende på ruden, mens jeg læste Mulm. Teddy Vork er en fantastisk forfatter med en særlig evne til at portrættere ondskaben midt i hverdagens trummerum. Uden store armbevægelser skaber han en fortættet atmosfære, der rækker ud af bogens sider og trækker læseren ind i en iskold omfavnelse. Og da jeg nåede romanens nådesløse slutning, var min lille læsekrog slet ikke så hyggelig mere.

Her kan du høre Jette læse anbefalingen højt.

Alle himlens fugle af Rakel Haslund-Gjerrild

Smuk, nærmest poetisk postapokalyptisk roman om en ung pige alene i en affolket og oversvømmet verden.
Den unavngivne fortæller er en ung pige. Tidligere boede hun sammen med Or, men nu er Or forsvundet, og pigen beslutter sig for at forlade huset og området, hun kender. Så hun pakker en indkøbsvogn med mad og andre nødvendigheder og drager af sted, over vandet, mod det ukendte.

Mens hun bevæger sig igennem det mennesketomme land, er hendes eneste selskab fuglene på himlen. Overalt støder hun på ødelagte huse, væltede biler og ikke mindst de hvide plasticsække, der ligger i kæmpe bunker, og som Or altid sagde, hun skulle holde sig væk fra. Men Or er væk, og uden menneskelig selskab begynder også pigens ord at forsvinde.

Rakel Haslund-Gjerrilds roman Alle himlens fugle er en betagende læseoplevelse. Sproget er poetisk, selvom det beskriver en ødelagt verden. Pigen er kun knap teenager, og vi oplever verden ud fra hendes øjne. For hende er stegte mus et festmåltid, og det er ikke underligt at havet har oversvømmet store dele af landet, for hun kender ikke til andet.

Alle himlens fugle er ikke den gængse katastroferoman. Jeg kom til at tænke på Vejen af Cormac McCarthy, der dog er mere dyster, eller Station 11 af Emily St. John Mandel der også fortælles i en afdæmpet, poetiske tone. 

Her kan du høre Jette læse anbefalingen højt.

Materialer