Årets bøger: Christine

Hvert år afholder biblioteket "Årets bøger", hvor vi præsenterer nogle af de bedste udgivelser, vi er stødt på i månedernes løb. Biblioteksfolk er forskellige, så der er stor spredning over feltet af bøger, der bliver talt om, og det plejer at være hyggelige og inspirerende arrangementer, der også bliver bragt ud på de små filialer.

Nogle af anbefalingerne har vi indtalt på video, og dem bringer vi her på siden.

Denne gang er det Christine, der fortæller om nogle af sine bedste læseoplevelser fra 2022. Under videoerne kan du også læse teksten, og nederst i indlægget kan du hurtigt komme til at reservere bøgerne.

Den nittende ø af Thomas Bagger
Havemenneske af Malene Lei Raben
Violinmageren af Edvard Hoem

DEN NITTENDE Ø

Jeg har taget den her krimi med. Jeg er meget glad for krimier og lagde mærke til denne her, da jeg kiggede på bøger fra i år, fordi den foregår på Færøerne. Jeg har været på besøg på Færøerne 4 gange hos nogle gode venner, som rent faktisk bor i bygden Gøta, hvor bogen foregår. Så den var jeg jo nødt til at læse. Og det er jeg glad for, at jeg gjorde. Den er god.  

Det skal siges, at denne her faktisk er nr. 2 af Thomas Bagger, og nr. 1 har samme hovedperson, men jeg havde ingen problemer med at læse denne her uden at have læst etteren.

Bogen starter med, at der er 4 præster, der findes myrdet i Gøtas kirke, og det danske politi sender efterforsker Lucas Stage afsted for at opklare mordene. Med sig får han kriminaltekniker Sidsel Jensen, som oprindeligt er fra Gøta.

Lucas og Sidsel kæmper med både at finde ud af hinanden og finde ud af problemerne mellem Sidsel og hendes familie, der stadig bor i bygden, og så kæmper de med Færingernes mangel på samarbejdsvilje med det danske politi. Færingerne dækker gladeligt over hinanden.

Det er en god og lidt kringlet krimi, hvor der bliver blandet flere forskellige personer ind i historien, efterhånden som den skrider frem, og der kører flere små spor samtidig. Man hører fx en del om både Sidsel og Lucas´ baggrund. Det er en ret barsk krimi med et til tider forholdsvis bramfrit sprog, så hvis man ved med sig selv, at man mest er til spændingsromaner, hvor små engelske damer med håndtasker opklarer forbrydelser, så skal man ikke læse den her.

Jeg er nødt til at sige, at jeg syntes, det hjalp mig, at jeg har været der. Så er det bare nemmere at forestille sig de scenarier, de bevæger sig rundt i.

Og af hensyn til færingerne er jeg også nødt til at sige, at jeg har et langt mere positivt indtryk af dem, end der bliver givet her i bogen. Jeg har kun mødt søde og venlige mennesker på mine besøg deroppe, og jeg kan varmt anbefale at tage en tur derop.  

HAVEMENNESKE

Jeg modtog en gang en lille pose frø med posten. Der var genmodificerede solsikkefrø i, sådan så de her solsikker kun ville blive ½ meter høje. Jeg havde små børn på det tidspunkt og nok at lave, så jeg kiggede lidt træt på posen og tænkte, hvad filan skal jeg med den? Men nu havde jeg den jo, så bagefter besluttede jeg mig for, at pyt – jeg kan da prøve at så dem for sjov skyld og narrestreger.

Så jeg fandt små engangskrus, lavede hul i bunden og satte dem i et fad. Hældte jord i, proppede frøene ned i og vandede dem lidt. Jeg kiggede til dem ind imellem og pludselig en dag var der kommet nogle spirer op. Det var kun nogle små spirer, men det var en stor ting i mit liv.

Lige der i det øjeblik blev jeg havemenneske.

Og det er den følelse, Malene Lei Raben har skrevet om i sin bog "Havemenneske". Jeg føler mig fuldstændig genkendt, når jeg læser om hendes tanker om haven, og hvad det gør af godt for én at være i haven.

Det er ikke en traditionel havebog med en masse tips til bede, og de her planter skal have lys eller skygge, og sådan beskærer du dine æbletræer. Der er nogle praktiske tips i, men det går mest på tanker om det grønne, som der står i undertitlen.

Hun fortæller meget om sin egen have og også en del om haver, hun har besøgt i udlandet. Hun fortæller om den trang, man som havemenneske føler til at plante noget og se det gro. Der står noget om årstidernes skiften i haven, nybegynderens fejl, lidt om værktøj, noget om jordbunden og forhadte snegle, en del om tålmodighed og om at man burde kunne få haven på recept.

Jeg tror, man skal være havemenneske for at synes om den her bog. Den vil fx ikke være noget for min mand, som siger, at når jeg beder ham hjælpe med noget i haven, så dør han lidt indeni.

VIOLINMAGEREN

Jeg er meget glad for slægtsforskning, og derfor har jeg valgt at tage ”Violinmageren” med i dag.

Edvard Hoem har nemlig i romanen her fortalt sin tipoldefar, Lars', historie. Edvard har hørt en masse om tipoldefaderen fra sin bedstefar, som jo så er barnebarn af Lars.

Lars er fra en bygd i Vestnorge, hvor han bor med sine forældre og brødre. Han drømmer om at komme væk fra bygden, men bliver indkaldt til session og udskrevet til marinen. På den måde kommer han med i slaget på Reden d. 2. april 1801.

Senere kommer han ud at sejle, men bliver taget til fange og tilbringer 5 år som krigsfange på et skib ved England. På det skib møder han Monsieur Jean, en medfange, som bygger violiner, og han lærer Lars faget.

Hjemme i Norge igen bliver han gift og får 7 døtre. Man følger Lars igennem hele livet, med kone, døtre og violiner, og får et rigtig godt indblik i livet på landet i Norge på den tid.

Forfatteren kommer ind imellem med små faktuelle kommentarer og digter så videre på historien. Jeg synes, det fungerer så fint med de små kommentarer, for jeg hører Thomas Windings stemme for mig ved de kommentarer.

Hvis man kan lide historiske romaner, kan man roligt gå i gang med den her.